Viser opslag med etiketten fantasy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fantasy. Vis alle opslag

tirsdag den 2. april 2013

Anmeldelse:
De eventyrlige vogtere (2012)

DE EVENTYRLIGE VOGTERE
(RISE OF THE GUARDIANS, 2012)
Udgivet på dansk blu-ray 2. april 2013 af Paramount


Dreamworks prøver i deres nyeste animationsfilm at gå en både mere episk og poetisk vej end i deres tidligere skræddersyede HappyMeal-film. Det er først og fremmest godt at se, at Dreamworks kan og vil mere end bare kaste endnu en omgang Shrek eller Madagascar på banen, men De eventyrlige vogtere som den nyeste 3D-CGI-animationsfilm hedder på dansk ender desværre lige så forglemmelig som dens titel antyder.

I De eventyrlige vogtere møder vi julemanden, påskeharen, tandfeen, sandmanden (ham kalder vi jo så Ole Lukøje på dansk, kære oversætter!) og ikke mindst Jack Frost (Kjørmes Knud, hjælp!?) der slår deres overnaturlige kræfter sammen i forsøget på at bekæmpe Mørkemanden (bøhmanden, måske, kære oversætter!?), der sender mareridt ud til alle børn. 

Filmen er først og fremmest Jack Frosts origin-historie og historien om hvordan han bliver optaget blandt de øvrige vogtere. Det minder på mange måder om Avengers-filmen (2012), for julemanden & co. skal også lære at komme overens med deres forskelligheder og stå sammen. Samtidig er Mørkemanden alt for direkte modelleret over Harry Potter-universets Voldemort-skurk. Det kan godt være at Dreamworks er gået væk fra tidligere træffere som Shrek og Madagscar men det er tydeligt at De eventyrlige vogtere er planlagt og udført efter et Excel-regneark og en stribe fokusgruppe-interviews. Den er tænkt, forceret og mekanisk.


Men De eventyrlige vogtere er også en ucharmerende og tung omgang på grund af et kedeligt karakterdesign, der sætter sig direkte mellem de to berømte stole — det er ikke mainstream og Disney nok, men det er heller ikke weird og anderledes nok. Animationen og sansen for detaljer i nærbillederne fejler dog ikke noget.

Kender man godt De eventyrlige vogtere og var begejstret for den i biffen, så er Paramounts blu-ray bestemt anbefalelsesværdig. Billedkvalitet og lyden er selvfølgelig i top, men der er også en god portion ekstramateriale at give sig i kast med — fra spil til ungerne, over kommentarspor til lidt behind-the-scenes-featuretter.

Men De eventyrlige vogtere er og bliver altså en meget ueventyrlig børnefilm, som direkte er blevet fravalgt flere gange af filmens primære målgruppe her på matriklen. 


mandag den 25. marts 2013

Ep. 43: Min nabo Totoro



Så er TEGNEFILMPODCASTEN tilbage med endnu en vaskeægte klassiker, Hayao Miyazakis fantastiske Min nabo Totoro (My Neighbour Totoro / Tonari no Totoro, 1988).
       Anime-, Miyazaki, Japan-eksperten Helen McCarthy er med via Skype, og Helen og jeg snakker om baggrunden for Totoro hvor den var en del af en dobbelt-feature med Isao Takahatas Grave of the Fireflies (Hotaru no haka) og hvordan Totoros succes voksede sig så stor at den blev logo for Studio Ghibli. Men vi dykker også ned i filmens brug af Shinto-religion og Japans kultur.
       Sidst i podcasten kigger jeg nærmere på karakterdesign og animation af både de to hovedroller, pigerne Mei og Satsuki — samt selvfølgelig Totoro selv.

Derfor ser episode 43 af TEGNEFILMPODCASTEN sådan ud:

  • 0:00:00 Intro
  • 0:04:09 Anmeldelse af Find Nemo blu-ray
  • 0:09:09 Interview med Helen McCarthy: My Neighbour Totoro vs. Grave of the Fireflies, Totoro-merchandise og Totoros voksende popularitet
  • 0:22:29 Interview fort.: Shinto-religion og japanske traditioner i Totoro
  • 0:36:31 Interview fort.: Totoro som dødsgud (en teori vi ikke tror på!)
  • 0:48:29 Karakterdesign + animation: Satsuki og Mei
  • 0:56:22 Karakterdesign + animation: Totoro
  • 1:02:36 Outro

Helen McCarthy
Helen McCarthy har skrevet bl.a. Hayao Miyzaki: Master of Japanese Animation og The Art of Osamu Tezuka: God of Manga. De kan begge varmt anbefales...

Helen McCarthy holder også en Keynote-præsentation ved A-Kon i Dallas i maj. Læs mere på A-Kons website. Og så slår Helen også et slag for Loncon3: The World Science Fiction Conventionlæs mere her.

Totoro-merchandise
I interviewet fortæller Helen McCarthy om forskellige former for Totoro-merchandise, bl.a. Noritakes smukke årstallerkener og porcelænsserie, som er med til at højne filmens kvalitet i voksnes bevidsthed.

Noritake-tallerken
Framegrabs m.m.
Mei ved vejkanten. En række Jizo-statuer beskytter hende ifølge buddhismen:


Moderen tror hun ser Mei og Satsuke i træet uden for hospitalet — men er de døde, er det en drøm, eller er det noget helt andet?


Busmissen (the cat bus), med dens smil og evne til at forsvinde ud af det blå, er tydeligvis inspireret af the Cheshire Cat i Lewis Carrols Alice in Wonderland:

Er Totoro en dødsgud, sover han en dødssøvn, og er hans tilholdssted et symbol på den fred og idyl vi også i vesten forbinder med døden? (Svaret er 3 x nej!)


TEGNEFILMPODCASTENs lytter, Adam Salamon, spørger om pigen på denne tidlige plakat til Totoro:

Satsuki & Mei
Karakterdesignet og animationen af storesøsteren Satsuki nærmer sig lillesøsteren Meis når de løber rundt og leger i huset i filmens start. 


Siden hen skabes der også en forbindelse mellem Mei og Totoro via design og animationen af den ekspressive mund... 


Tidligere i filmen har vi fået scenen, hvor faderens verden og Meis verden er skarpt adskilt men forbindes symbolsk via den store åbentstående panoramadør. Der er en pointe i at placere faderen på denne måde — han er antropolog, og i løbet af filmen digter han selv med på historierne om Totoro.


Regnvejrsscenen, hvor Satsuki første gang ser Totoro, er fantastisk i sin afmålte og modige underspillethed:


Totoros store dyriske kløer tydeliggøres først og kort tid efter modsvares vores forventninger, da han viser sig at være både civiliseret og rar:


Totoros magiske indflydelse på tegnefilmen ses i "opløsningen" af karakterdesignet, da de første regndråber rammer paraplyen. Da den store skylle kommer, vibrerer "kameraet" som følge af dens højlydte begejstring...


Totoros magiske indflydelse rammer også baggrundene, der levendegøres i haven ved nattetide (læg mærke til åbningen til faderen i stuen i baggrunden) og siden hen da busmissen farer afsted med Satsuki...


Og hvor kommer Totoro eller "tororo" (trold) så fra?



TEGNEFILMPODCASTEN holder pause...
... på ubestemt tid, men jeg satser på et stærkt comeback om 6-12 måneder med episode 44. Bloggen vil dog køre videre med anmeldelser af nye og gamle animationsfilm på blu-ray. Så kig endelig forbi igen!
       Tak til alle faste og nye lyttere, al feedbacken og støtten på iTunes igennem de sidste næsten to år. Vi høres ved i fremtiden!

lørdag den 1. december 2012

Ep. 38: Hjælp! Jeg er en fisk



TEGNEFILMPODCASTEN blænder op for tredje og sidste del i temaserien om kommerciel dansk tegnefilm med særligt fokus på det danske animationsstudie A.Film. I ep. 36 handlede det om opstarten med Peter Madsen og Jeffrey Varabs Valhalla (1986). I ep. 37 handlede det om A.Films svendestykke Jungledyret Hugo (1993). Og nu er turen kommet til kronen på værket — den dyreste og flotteste tegnefilm i dansk filmhistorie, Hjælp! Jeg er en fisk (2000).

       Det er en rigtig eventyrfilm der læner sig op ad amerikanske forbilleder som Disney og Steven Spielberg, men som også har sin egen danske ånd over sig i form af de tre hovedpersoner, Svip, Stella og Plum, der bliver forvandlet til havdyr og skal finde en modgift inden 48 timer, hvis de ikke vil forblive havdyr. Samtidig har filmen et miljøbevidst budskab.
       Det og meget mere kan du høre om i denne episode af TEGNEFILMPODCASTEN, hvor jeg interviewer A.Films CEO og executive producer, Anders Mastrup, og animator og manuskriptforfatter Karsten Kiilerich.
       Så derfor ser indholdet af ep. 38 af TEGNEFILMPODCASTEN sådan ud:


  • 00:00 Intro.
  • 06:15 Anmeldelser: Ninja Scroll og Puella Magi Madoka Magica.
  • 15:04 Interview med Anders Mastrup del 1:
  • A.Films udvikling frem til år 2000 + finansiering og produktion af Hjælp! Jeg er en fisk.
  • 25:19 Interview med Anders Mastrup del 2:
  • Tiden efter år 2000 + introduktion af computeranimation + computeranimation vs. håndtegnet tegnefilm.
  • 36:43 Interview med Karsten Kiilerich del 1:
  • Tiden med Valhalla + Præproduktion af Hjælp! Jeg er en fisk + inspiration.
  • 54:55 Interview med Karsten Kiilerich del 2:
  • Karakterdesign, baggrundsdesign og animation + temaet + computeranimation vs. håndtegnet tegnefilm.
  • 1:11:36 Hjælp! Jeg er en fisk dvd fra Egmont.
  • 1:15:02 Outro + næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN.




Læs mere om Hjælp! Jeg er en fisk her:



Blu-ray-anmeldelser
  • Ninja Scroll udsendt af Manga Entertainment UK d. 26. november 2012.
  • Puella Magi Madoka Magica udsendt af Manga Entertainment UK d. 29. oktober 2012.
"Der er masser af splatter og patter til at tilfredsstille husarerne, men der er også masser af fed og velanimeret ninja-action og en roadmovie med både ydre og indre rejse og hele pivtøjet."

"Masser af girlpower, teenagetøsedrama og den dér indadvendte tvivl og nagen som japansk anime er perfekt til at formidle. Er man ydermere til action og kampe med magiske spells, der er overvældende og eksperimenterende animeret med alt fra cut-outs, over syrede mønstre til ekspressionistisk skyggeteater, så er Magiske Madoka også leveringsdygtig." 

Interview med Anders Mastrup
Vi snakker om følgende film fra A.Film i interviewet: Terkel i knibe (2004), Den grimme ælling og mig (2006) samt tv-serien Animated Tales of the World (2000).




Interview med Karsten Kiilerich
Vi snakker om baggrundsdesigneren Matthias Lechners design i Hjælp! Jeg er en fisk. F.eks. disse baggrunde som er lånt fra Lechners eget website, http://www.matthiaslechner.com/help-im-a-fish.html, og sammenholdt med framegrabs fra filmen:





Karsten fortæller i interviewet at Matthias Lechner lod sig inspirere af den amerikanske maler, Edward Hopper, i arbejdet på Hjælp! Jeg er en fisk. Nedenunder: Hoppers mest berømte maleri, Night Hawks (1942). Og nedenunder igen: The Lighthouse at Two Lights (1929), et andet Hopper-maleri, hvor det gyldne lys er brugt til at skabe nostalgisk idyl.
Farvepaletten på de nederste to billeder fra Hjælp! Jeg er en fisk har denne her gyldne toning, som om filmens første minutter er ren "magic hour", solnedgangsstemning. Læg også mærke til den dybe, kontrastfulde lyssætning — på både Hoppers malerier og i de to framegrabs fra filmen.

Hjælp! Jeg er en fisk har premiere i 2000 hvor også Disneys Atlantis (et andet undervandseventyr) og den første Harry Potter-film har premiere (et andet eventyr med magi og børn i hovedrollerne).

Følgende animationsfilm har premiere i årene efter men læner sig kraftigt op ad Hjælp! Jeg er en fisk hvad angår plot og karakterdesign.
Er det mon hajen fra Find Nemo (2003)?
Og er det her mon hajen fra Shark Tale (2004)?

Computergrafik blev indført i flere sekvenser for at skabe det som ikke ville kunne lade sig gøre med håndtegnet animation. F.eks. i introsekvensen med de kæmpestore stimer af fisk og i det stemningsfulde lysindfald som er gennemgående i filmen:

Computeranimation har også skabt de store, mekaniske tandhjul i Joes sang senere i filmen:

Og samtidig er computeranimerede bølger blevet brugt som rotoscope-referencemateriale. Animatoren har skabt bølger først med computer og dernæst tegnet ovenpå dem, så det endelige resultat stadig har det håndtegnede look og feel over sig:

Som nævnt i interviewet, så er et vigtigt tema at fiskene overtager menneskenes dårligdomme, når de indtager forvandlingsmiksturen, hvilket også afspejles i de industrielle baggrundsdesigns som vi først ser over vandet hos professoren, og som senere dukker op under vandet også (nederst):

Scenen hvor Svip, Stella og Plum ankommer til det gamle skibsvrag er et rigtig godt eksempel på det komplekse layout, og at undervandsverdenen ikke er mere simpel end ovenvandet, men at med det rette design, lyssætning og layout kan få det til at se magisk og storslået ud:


Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
Når ep. 39 af TEGNEFILMPODCASTEN lægges online, er det næsten jul. Og hvad er mere passende end at runde året af en stribe julekortfilm fra Disney. Anders Ands julefavoritter er netop udkommet i lækker 1080p-kvalitet på blu-ray, og den kigger jeg nærmere på. Derudover selvfølgelig også anmeldelser af de sidste nye tegnefilm på dansk blu-ray — og måske sidste-øjebliks-inspiration til julegaveindkøbene, hvem ved?
       Ep. 39 af TEGNEFILMPODCASTEN er online og klar til download søndag d. 16. december.
       På genhør!