Tegnefilmpodcasten: Ep. 7: Prinsessen og frøen

SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST handler denne gang om Disneys The Princess and the Frog (2009). Det er anden del i trilogien Store Oscar-tabere. Den lille serie afsluttes med The Secret of Kells (2009) i episode 8. Begge film tabte i kategorien "Bedste animationsfilm" til Pixars computeranimerede Up (2009).
The Princess and the Frog foregår i New Orleans omkring 1920erne; filmen handler om Tiana, der har store fremtidsdrømme om at åbne sin egen restaurant. Hun møder tilfældigt Prins Naveen fra Moldavien, der er blevet tryllet om til en frø — og da de kysser hinanden, bliver prinsen ikke forvandlet tilbage igen; til gengæld bliver Tiana også tryllet om til en frø. Og så går turen ud til de store sumpområder omkring New Orleans i håbet om at finde nogen der kan hæve fortryllelsen.
The Princess and the Frog er både en Disney-klassiker, men den formår samtidig at forny den fortærskede prinsesseformel. Derfor fortjener filmen en revival her, inden den forsvinder fra butikshylderne. Og revival står den bestemt på i denne podcastepisode: Jeg snakker om baggrunden for filmen, præsenterer New Orleans som eventyrlig location og Tiana som en moderne Disney-prinsesse. Og til sidst bliver det også til en sammenligning af filmens to voodoo-magikere — Dr. Facilier og Mama Odie.

SILVER FANG: Jeg er stadig ved at forberede en episode om anime-tv-serien SILVER FANG men har brug for hjælp fra dig, lære lytter: Hvis du er SILVER FANG-fan, så skriv en email til podcasten og fortæl, hvorfor netop SILVER FANG står dit hjerte nær, og hvilken episode/scene der er helt uforglemmelig. Mit "problem" er at jeg ikke har set SILVER FANG som dreng; derfor har jeg ikke den dér naturlige begejstring, som man har for film og tv-serier man møder første gang som barn. Hvis DU har det, kære lytter, så skriv til podcasten og fortæl din SILVER FANG-historie. Deadline: søndag d. 4. september.

BILL PLYMPTON: Kender du noget til animatoren Bill Plympton? Har du set én eller flere af hans film? Og har du en mening om ham? Så skriv ind til podcasten og sæt dit fingeraftryk på indholdet. Deadline: søndag d. 16. oktober.

"How to Hook Up Your Home Theater" (2007)
Disney genåbnede deres tegnefilmsafdeling i 2006 og genansatte flere af de gamle medarbejdere sammen med flere nye. Der skulle investeres i nyt udstyr, nye lokaler, ny computersoftware osv. Det hele skulle til at spille sammen igen, og i den forbindelse "øvede" Disney-tegnerne og -animatorerne sig på en lille kortfilm med Fedtmule. Den er desværre ikke med på The Princess and the Frog-dvd'en eller blu-rayen. Men her er den fra Youtube i en noooogenlunde okay version... (Læg mærke til hvem der også står et billede af på reolen, og lyt til podcasten for at finde ud af hvorfor.)

Kritik af The Princess and the Frog og andre artikler
Som nævnt i podcasten blev Disney og instruktørparret Ron Clements og John Musker udsat for hård kritik fra flere amerikanske medier. Men bør en stor og familieorienteret medie-koncern som netop Disney ikke altid tage sådan en kritik seriøs — eller er det bare et spørgsmål om højtråbende og kværulerende kritikere? Hvad mener du? Skriv en kommentar til blogindlægget herunder.
Her er en samling links til artikler der både berører kritikken og også Disneys tilbagevenden til håndtegnede tegnefilm:

Bobbi Misick, "Controversy Over The Princess and the Frog" på Essence.com, 29. november 2009. Artiklen berører navnet Maddy, Tianas oprindelige job, Prins Naveens race, arrene efter orkanen Katrina, voodoo. Al kritikken skyldes at både seere og kritikere ville være sikre på at filmen "represents Black people in the best possible light."
Diverse skribenter, "Top 10 Disney Controversies" i TIME, 9. december 2009. Som titlen antyder er der tale om en top 10 over de største tegnefilmsskandaler i Disneys historie. Én af pladserne hedder "The Problem with Princesses" men ellers er det fordelt på film: The Princess and the Frog, Aladdin, Song of the South, Alice in Wonderland, The Little Mermaid, Dumbo, Bambi, Lady and the Tramp og Pocahontas.
Matthew Belinkie, "The Princess and the Frog: A Comparative Analysis" på OverthinkingIt.com, 17. december 2009. Denne fremragende artikel sammenligner The Princess and the Frog med andre af Disneys prinsessefilm ud fra devicen at The Princess and the Frog har et mere feministisk (og moderne) budskab end tidligere. Derudover kommenteres filmens voice actors og dens anti-disney'ske dødsfald. Her er MASSER AF SPOILERS! Læs også de fine og brugbare kommentarer efter selve artiklen.
Barbara Robertson, "The Tradition Lives On" i Computer Graphics World, vol. 33, #1, januar 2010. Artikel der ser på brugen af software og hardware i The Princess and the Frog. Derudover kommenterer John Musker og Ron Clements på fordelene ved traditionel 2D-tegnefilm frem for 3D-computer animation — og på at gå ren old school a la Lady and the Tramp og Bambi frem for at lave noget der ligner en moderne, stiliseret tv-tegnefilm.
Bill Desowitz, "Goldberg, Deja and Smith Talk Princess and the Frog" på Animation World Network, AWN.com. 24. november 2009. Interview om animationsarbejdet som det udføres med papir og pen med fokus på de tre animatorers karakteranimation. Eric Goldberg stod for Louis; Andreas Deja for Mama Odie og Juju; og Bruce Smith for Dr. Facilier). Fordelene ved traditionel tegnefilm holdes op over for den besværlige computeranimation. Derudover kommenteres art deco-designet og animationen af "Almost There" samt inspirationen bag de tre karakterer — OG en spændende alternativ udgave af "Friends On the Other Side" som desværre ikke er med blandt dvd/blu-ray'ens deleted scenes.

Eric Goldberg & Andreas Deja

The Animation Podcast
Har man lyst til endnu flere interviews med animatorerne bag The Princess and the Frog så skal man lytte til Clay Kaytis' The Animation Podcast. Kaytis er animator hos Disney og har i sin fritid lavet interviews med sine store forbilleder og inspirationskilder hos Disney. Det er der kommet denne fine podcast ud af, men den sidste episode er desværre fra november 2008, så noget kunne tyde på at Kaytis er stoppet med projektet.

Kaytis har bl.a. interviewet Andreas Deja, Nik Ranieri, Ron Clements & John Musker, Dale Baer og Eric Goldberg, der alle er at finde på creditlisten til The Princess and the Frog. I podcasten fortæller de først og fremmest om deres egen karriere, hvorved Kaytis' podcast faktisk kommer til at afdække et nyere kapitel i tegnefilmens historie — inkl. Disneys stop og genopstart af håndtegnet animation. Og så påpeger flere af de interviewede at den canadiske animator Richard Williams er umulig at komme uden om, når det handler om moderne tegnefilm; Williams var det kreative geni bag animationen i Who Framed Roger Rabbit? (1988) — og den film får man et godt indblik i via interviewene. Man lærer desuden, at en animator også må være skuespiller — i en tegnefilm er det faktisk animatoren der castes til rollen som en specifik karakter. Og så lærer man også om en produktionsproces hvor alting virkelig er igang på samme tid. Det er superspændende!
Link til www.animationpodcast.com som blog.
Link til The Animation Podcast på iTunes.

Baggrundsdesign
Det er tydeligt at John Musker og Ron Clements har ladet sig inspirere af de ægte Disney-klassikere Bambi (1942) og Lady and the Tramp (1955).

Baggrundsmalerier fra The Princess and the Frog.

Baggrundsmalerier fra Bambi.

Baggrundsmaleri fra The Princess and the Frog.

Baggrundsmaleri fra Lady and the Tramp.

Baggrundsmaleri fra The Princess and the Frog.

Baggrundsmaleri fra Lady and the Tramp.

Læg også mærke til den store lighed mellem New Orleans i The Princess and the Frog og Disneyland's Main Street. New Orleans er både John Lasseter og Walt Disneys yndlingsby, og Walt byggede simpelthen hele den centrale del af sit Disneyland med New Orleans som forbillede. Når man spadserer ned ad Main Street er det også svært at undgå at høre højttalermusikken som strømmer ud alle vegne fra — i diverse ragtime/dixieland/jazz-stilarter præcis som i The Princess and the Frog.

Fotos fra Disneylands Main Street.

Framegrabs #1: Idealiseret realisme
Disneys tegnefilm er berømt — nogle ville sige berygtede — for deres idealiserede realisme; denne her følelse af nostalgi og gamle dage, hvor alting var meget bedre, hvor de dårlige minder er blevet siet fra. Det blev Walts varemærke i alt hvad han var med til at lave — fra tegnefilm og spillefilm over selveste Disneyland samt hans planer om at bygge den perfekte fremtidsby. Idealiseret realisme handler simpelthen om at alting bliver mere karikeret og eventyrligt — de gode, uskyldige karakterer bliver ekstra gode og uskyldige; de onde bliver ekstra onde. Walt havde en idé om at hans tegnefilm på den måde blev universelle historier og ville vække barnet i os alle.
I de nedenstående framegrabs kan man se den idealiserede realisme i fuldt flor. Fra det overdådige guvernørpalæ øverst til den mere ydmyge men stadig hyggelige arbejderhytte nederst. Sat overfor de gyldne og jordfarvede billeder af Tiana tæt sammen med sin far og mor, bliver den kradse lyserøde farve og Charlottes prinsessedrømme overfladiske og nærmest negative.

Da Tiana og hendes mor tager sporvognen hjem, klippes der til Tianas subjektive POV i form af en lang sidelæns tracking forbi de mondæne sydstatspalæer der fader umærkbart over i en tilsvarende tracking forbi arbejderhytterne. Som om lille Tiana ikke ser det klasseskel der uværgerligt er en del af New Orleans. Derudover har filmen brug for at etablere et tydeligt venskab og forbindelse mellem Tiana og Charlotte.

Framegrabs #2: Tiana på balkonen
Tiana er levende animeret med både de her umærkbare bevægelser og introvert kropssprog, når hun som her f.eks. står på balkonen og tænker på sin fremtidsdrømme. Og også med mere overdrevne squash-and-stretch-effekter når hun chokeres over frøen ved sin side. På den måde adskiller hun sig fra de ældre og kedeligere Disney-prinsesser (og prinser!). Som man kan se af nedenstående framegrabs, er der kælet for detaljen i karakteranimationen — og netop troværdige og sympatiske karaktererne er alfa omega for at en tegnefilm fungerer. Ifølge gamle Walt.

Dr. Facilier & Mama Odie

Karakterdesignet for de to magiske karakterer i The Princess and the Frog er i sig selv magisk, eller i hvert fald i den mere ikonografiske ende af skalaen. Sammenlign den ekstremt tynde, ekspressionistiske heksedoktor med den runde, bløde og flagrende voodoo-mama:

Deres entre i filmens handling er også interessant at sammenligne: Dr. Facilier forfører Prins Naveen og tjener Lawrence og lokker ham ind i sin "hule". Læg mærke til det tydelige VARSEL (!) der står ved siden af døren.

Mama Odie ankommer som en truende skygge i tågen (igen: VARSEL — men her vendt til en komisk reference til Faciliers løsslupne skygge); hun viser sig slet ikke at være så farlig igen:

Faciliers musikalske set-piece, "Friends on the Other Side", opløser sig selv i ekspressionistiske neonfarver, levendegjort røg og væsker — han kontrollerer og forvandler ikke kun Prins Naveen og Lawrence men også de tegnefilmiske virkemidler.

Mama Odies sangnummer er til gengæld mere realistisk funderet — vi bliver i hendes træhytte der i virkeligheden er et gammelt skib, der sidder fast i et højt træ. Her er godt nok dansende storkefugle i baggrunden og slangen Juju laver kunster, men selve de filmiske virkemidler forbliver intakte. Hendes budskab med sangen matcher dette stiltræk 100%: Tiana skal søge længere ind i sig selv ("Dig a little deeper") for at finde ud af hvad hun skal gøre — Mama Odie bruger ingen magiske tricks.

De to musical set-pieces ender også vidt forskelligt for at understrege de to karakterers forskellige indflydelse. Hos Facilier har den levendegjorte skygge hele tiden været hans partner (den skubber stolen ind under Facilier; den danser med ham; og den driller de andre karakterer til Faciliers begejstring). Men da tarotlægningen starter varsles det allerede at skyggen indeholder mere dystre sider (læg mærke til hvordan bagtæppets mønster i skyggen er noget anderledes end det oplyste bagtæppe), og til sidst vokser den sig så stor, at Facilier ender i totalt mørke. Skyggen kunne være et symbol på "den mørke side" generelt — den mørke side af Facilier, men også af Lawrence og Prins Naveen.

Mama Odies sang ender i blændende, guddommeligt lys, og de farvede flasker der hænger fra træets grene og lysets indfald giver tydelige associationer til kæmpe mosaikvinduer i en katedral. Lyset bliver et symbol på den personlige indsigt og klarsyn som den gamle voodoo-dame prøver at overføre til Tiana. Men se om det lykkes...