Ep. 15: How the Grinch Stole Christmas + The Snowman

SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST har denne gang to juletegnefilm på programmet, henholdsvis Chuck Jones' tegnefilmatisering af Dr. Seuss' How the Grinch Stole Christmas (1966) og Dianne Jacksons tegnefilmatisering af Raymond Briggs' The Snowman (1982). 
       Begge tegnefilm er produceret til tv og er gået hen og blevet klassikere i henholdsvis USA og England. Men i Danmark fylder de ikke meget i DR og TV2's sendeflade her op til jul.
       Episode 15 af TEGNEFILM-PODCASTEN ser ud som følger:

            00:00 Intro
            03:26 How the Grinch Stole Christmas
            14:40 The Snowman
            24:00 Ekstramateriale på blu-ray og dvd
            26:47 Outro

  

Disney-klassikere i Cinemateket
Føles ventetiden lang her i december, så er der råd at hente i Cinemateket i Gothersgade i København. Her blændes der op for en hel kavalkade af gamle Disney-klassikere komplet med forfilm som i gamle dage. De vises på skift i løbet af december-måned så det er bare om at holde sig til.
       I samme åndedrag skal det nævnes, at Cinemateket også har fået lov til at skanne plakater, stills og programmer ind til flere Disney-film. Det unikke tegnefilmhistoriske materiale er ovenikøbet tilgængeligt online.
       Læs mere om Cinematekets Disney-kavalkade på DFI's hjemmeside her.
       Læs mere om det filmhistoriske Disney-materiale på DFI's hjemmeside her.

How the Grinch Stole Christmas
Foruden bogen om the Grinch, har Dr. Seuss skrevet andre børnebøger fyldt med lune illustrationer, tossede rim og eventyrlige historier. De mest populære er allerede blevet til tegneserier og spillefilm. How the Grinch Stole Christmas (Grinchen: Julen er stjålet) blev filmatiseret med Jim Carrey i titelrollen i 2000; den endnu mere tossede The Cat in the Hat (2003) havde Mike Myers i titelrollen, mens Horton Hears a Who (Horton og støvfolket Hvem, 2008) var en 100% computeranimeret film med Jim Carrey og Steve Carell som voice-actors.

Karakterdesign
Der er stor forskel på Grinchen i Dr. Seuss' sort/hvide/røde streg og så Chuck Jones' syregrønne monster. Dr. Seuss' Grinch er noget mere rund og mild, mens Jones udnytter farve-tv-mediet til det fulde med det krasse grønne farve; den farve er så også med til at gøre ham mere ubehagelig at se på.
       Grinchens linjeomrids er gjort med sorte, grove (xeroxede) streger. Han har ingen skygger selv, og kaster heller ingen skygger. Til gengæld har han rynker i hovedet som er udført med samme sorte xerox-linjer. Et groft og upoleret udtryk, der står tydeligt frem i forhold til de minimalistiske, simple baggrunde. Bemærk også at Grinchens linjer er helt sorte, mens f.eks. hunden Max' linjer matcher fyldfarven — det gør Max en tand mere naturlig og "realistisk" at se på, mens de sorte streger blot gør Grinchen mere kras og uhyggelig.

Grinchen animeres desuden i 90% af filmen med den billige tv-lagkageteknik, hvor kun dele af karakteren animeres, mens de stillestående elementer (øjnene f.eks.) er en freezeframe. Til gengæld er der også glimtvis spor af genialitet og kreativitet: Da den skumle plan udklækkes i hans hjerne, understreges det af et nærmest SKRÆMMENDE, fuldanimeret nærbillede af Grinchen, hvor det uhyggelige smil bare bliver ved og ved og ved indtil ansigtet krøller sig helt sammen i rynker og folder, mens pelsen på toppen af hovedet også krøller sig sammen.

Øverst: Dr. Seuss' egne illustrationer fra børnebogen. Nederst: Chuck Jones' iscenesættelse af samme scener i tegnefilmen. 
       Scenen hvor Grinchen efterlader en minimal brødkrumme til musen i huset er i tegnefilmen skrevet om til at Grinchen tager selv den allersidste brødkrumme med sig — igen understreges det negative i Grinchen, som således fjerner sig fra den smilende Grinchen i Dr. Seuss' originaltekst og -tegning. Det andet illustrationspar tydeliggør den manglende detaljegrad og det flade look i tegnefilmen samt de billige produktionsomkostninger som Chuck Jones har været underlagt.

Vrøvle-vers og parodier
Der er flere lighedspunkter mellem How the Grinch Stole Christmas og Lewis Carrolls Alice's Adventures in Wonderland — ikke mindst når det gælder brugen af vrøvlevers og nonsensrim til at pege fingre af etablissementet.
       I Alice... får vi f.eks. følgende lille vers:

Twinkle, twinkle, little bat
How I wonder what you’re at!
Up above the world you fly
Like a tea-tray in the sky.

... som i virkeligheden er en parodisk omskrivning af Jane Taylors kendte børnesang, "The Star":

Twinkle, twinkle, little star,
How I wonder what you are!
Up above the world so high,
Like a diamond in the sky.

På samme måde i The Grinch... som i sig selv er en parodisk omskrivning af det kendte juledigt "A Visit from St. Nicholas" (også kendt som "Twas the Night Before Christmas") — en klassiker der gerne refereres til eller parodieres i alle mulige jule-sammenhænge. Mest kendt er måske Tim Burtons omskrivning til The Nightmare Before Christmas.
       "A Visit from St. Nicholas" kan læses online lige her.
       For flere sammenligninger af digtene i Alice..., læs Florence Milners artikel, "The Poems in Alice in Wonderland" fra 1903, men som er gengivet her inkl. digte og sangtekster.


Chuck Jones
Chuck Jones nåede sin karrieres højdepunkter mens han var hos Warner Bros. som instruktør, animator og idémand. Han skabte kendte og nu udødelige karakterer som Wile E. Coyote og Roadrunner (Grimm E. Ulv og Hjulben), men var også manden bag den måske bedste tegnefilm med Snurre Snup og Daffy overhovedet, "Duck Amuck" (1953):



I 1960erne var det også Chuck Jones og hans Sib 12 Tower Productions der skulle sparke nyt liv i de kendte Tom & Jerry-figurer der optrådte i Hanna—Barberas elskede kortfilm fra 1940-50erne. Resultatet var dog både grimmere og kedeligere end de oprindelige tegnefilm. Se bare her:




Framegrabs
Baggrundsdesignet ændrer sig når Grinchens julekup ruller af stablen. Til venstre de karrygule, regulære omgivelser i et af husene i Whoville — domineret af vandrette linjer på trods af den skøre Who-maskine. Til højre, Grinchen i færd med at røve i forvredet frøperspektiv — nu med et grønt skær over væggene.

Chuck Jones matchfader mellem Grinchen og hans tankespind flere gange. Første gang så det ser ud som om de larmende Who-børn nærmest kommer løbende, jublende ud af hans eget hoved (ligger der mon en latent dybde-psykologisk tolkning gemt her, mr. Jones?)

Det andet matchfade sker mellem en trommende Who, hvor de larmende trommestikker fortsætter med at hamre løs på Grinchens hoved.

Det tredje og mest interessante sker mellem et jordbær som samles op af lille uskyldige Cindy Lou og så Grinchens røde pupil. Der er dybest set tale om et ret avanceret set-up på den scene, hvor Cindy Lou afslører Grinchen under plyndringen. Her er det en rød glaskugle, hun samler op og rækker ham. (Og her skal der slet ikke tolkes på jordbæret og øjet som symbol...)

Til sidst i filmen bliver den gennemgående øjenmetafor endnu tydeligere da Grinchen ændrer øjenfarve som følge af Who'ernes reaktion på hans plyndring — og dermed filmens morale. Baggrundens farveskrift er næsten endnu mere tydeligt, og efter Grinchens erkendelse begynder den at fade langsomt mellem gul og rød, som for at understrege den positive energi der ligger i den nyopdagede indsigt.

Læg også mærke til ligheden der er mellem Cindy Lou og Grinchens øjendesign helt til sidst i filmen.

The Snowman
Modsat How the Grinch Stole Christmas så er The Snowman en film der skal opleves på grund af animationen. Derfor er der ikke så mange framegrabs til denne tegnefilm.
       Baggrunds- og karakterdesign er i høj grad løftet og lånt fra Raymond Briggs' smukke børnebog, der kun består af ordløse billeder.

Og her er scenen som den gengives i tegnefilmen. Farveblyantsdesignet er bevaret, hvilket giver et unikt og organisk, levende look. Det ligner simpelthen blyantstegninger der vækkes til live på magisk vis — ligesom snemanden i scenen. Læg også mærke til de dæmpede, matte farver; i denne nattescene bliver sneen den primære lyskilde — og igen er rige fortolkningsmuligheder...

Læs videre om The Snowman
"I Don't Believe in Happy Endings". Interview med Raymond Briggs, bragt i the Telegraph, 24. december 2007.
"The Six Notes that Changed My Life". Interview med komponisten Howard Blake, bragt i the Telegraph, 6. december 2006.


Næste episode
I episode 16 af SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST fortsætter julehyggen, når det skal handle om en "dansk" juleklassiker — i hvert fald en juleklassiker på dansk tv. Disneys juleshow kan stadig samle omkring 700.000 seere, når det løber over skærmen om eftermiddagen d. 24. december. Hvis du også er trofast seer af denne amerkansk/danske tv-special og har lyst til tage forsmag på al juleriet, så lyt med når Tegnefilmpodcasten er tilbage igen d. 18. december. Det bliver en fest!