Ep. 23: Lady og vagabonden

Episode 23 af TEGNEFILMPODCASTEN handler om Disneys 15. lange tegnefilm, Lady og vagabonden (1955) — en film om to hunde (den dydige Lady og den kække strejfer også kendt som vagabonden) og den spirende kærlighed mellem dem.
       Selv om karaktererne er kendte og elskede og hører til blandt de mest populære dyre-kærestepar i Disney-kanonen, så er selve filmen Lady og vagabonden ikke den bedste film fra 1950erne.
       Tegnefilmen er utrolig smuk at skue, men selve handlingen rykker sig ikke meget i løbet af filmens 76 minutters spilletid — selve Ladys udvikling og den rejse hun er ude på, reduceres til det rene ingenting, når vi kommer til filmens slutning. Dermed kommer tegnefilmen til at minde om et soap-agtigt Hollywood-melodrama fra '50erne. Den er dybest blot set et følsomt portræt af Lady. Intet andet. Ikke mere.
       Lady og vagabonden udkom i Disneys Diamond Edition-serie i en dvd/blu-ray-combo-pakke d. 6. marts, og den kan købes hos de gode folk hos Laserdisken.
       I podcasten har jeg valgt at fokusere på følgende vinkler i forhold til Lady og vagabonden:

• 00:00 Intro
• 04:55 Baggrundsinfo + 1950erne i virkeligheden + anmeldelse af filmen
• 14:16 Karakterdesign + karakteranimation af Lady og vagabonden
• 22:12 Baggrundsdesign + vagabondens indflydelse på Lady
• 29:05 Blu-rayens ekstramateriale + billed- og lydkvalitet
• 34:58 Outro + næste episode

Links til Walt Disney i 1950erne
Hvis du vil læse mere om Walt Disney og hans tegnefilm, så start med denne introducerende artikel om Walts stil og temaer, "Alle elsker Walt".
       Hvis du vil læse mere om Walts affære med Komiteen for Uamerikanske Aktiviteter (HUAC), så er her transkriptionen af hans afhøring komplet med navnene på de Disney-medarbejdere som han udpeger som kommunister!

Blu-rayens problematiske billedkvalitet 
I podcasten nævnes det at blu-rayens billedkvalitet hovedsageligt er uovertruffen, men at der hist og her er underlige slagskygger fra cellulloid-laget. Læg mærke til Ladys linjeomrids her: Stregerne bliver tydeligt tykkere og sorte i visse sektioner, så det ligner at de er lavet med en kaligrafipen eller at de afsætter skygger på baggrundslaget nedenunder cellulloiden. Og forestil dig så hvordan det ser ud på en 40"-skærm — for ikke at sige 50" eller 60".

Læg mærke til Ladys mærkværdige kaligrafi-agtige linjeomrids.

Et andet problem er at mange indstillinger også er uskarpe eller fuzzy indstillinger. Og det bliver ekstremt tydeligt fordi der selvfølgelig klippes fra den uovertrufne skarpe billedkvalitet til den uskarpe. I eksemplet fra denne scene er de to øverste indstillinger tydeligt uskarpe mens det nederste står tydeligt og smukt frem. Og igen bliver problemet mangedoblet hvis man forstørrer billederne til 40", 50" eller 60".

Uskarpt.

Uskarpt.

Skarpt.

Spørgsmålet er imidlertid om det her er noget Disney anno 2012 kunne og burde have fikset i blu-ray-restaureringen? Eller om blu-rayens gode billedkvalitet blot afslører og fremhæver originalmaterialets ringe standard. Under alle omstændigheder: De her problemer har jeg aldrig set før på en Disney-blu-ray — heller ikke på de tegnefilm som er ældre end Lady og vagabonden, hvilket selvfølgelig får mig til at tro at det er restaureringen/masteringen der er problemet...
       Hvis du — kære læser — ved noget om sagen eller har din egen teori, så skriv mig en email i kolonnen til højre eller en kommentar til blogindlægget nedenfor.

Walts manglende perfektionisme
Som det også nævnes i podcasten så er Lady og vagabonden et tydeligt eksempel på at Walts opmærksomhed i 1950erne stille og roligt glider bort fra tegnefilmen — selve fundamentet for hans virksomheds succes.
       I denne scene, hvor man følger Ladys første nat i huset, forsvinder lyset under døren i klipningen, fordi det selvfølgelig skal tændes igen, da Jim Dear kommer ned for at skælde hende ud. Det er en svipser.

Lys under døren.

Dækbillede indsættes.

Lys under døren forsvundet?

Men det er også en svipser, at skyggerne fra Jim Dear tilsyneladende ikke rammer Lady, selv om hun sidder i dem.

Og da Lady efterfølgende løber forbi bordet i forgrunden forsvinder hendes egen skygge tilsyneladende (svipser 3).

Og til allersidst får vi et af filmens utallige grimme jumpcuts, når der tilsyneladende er klippet et sekund ud af filmen frem for at blive panoreret videre med Ladys løben under bordet — svipser 4.

Samme form for uperfektionisme finder vi i filmens establishing sequence, hvor kameraet kommer tættere og tættere på Ladys hus via uelegante overblændinger og zooms. (Den hestetrukne kane (frame 2) forsvinder iøvrigt (frame 3) da den kører om bag buskadset — eller?)

Én ting er sikkert: Det var aldrig gået på Snehvide... eller Pinocchio eller Fantasia!


Efter Lady og vagabonden

Lady og vagabonden blev den sidste Disney-tegnefilm i den klassiske, smukke stil — filmen oser langt væk af Walts idealiserede realisme, og på trods af de nævnte småfejl er den utrolig flot at skue. 

       Men i løbet af 1950erne blev der skruet op for eksperimenterne, mest for at økonomisere og forenkle tegnefilmproduktionen — ikke for at udvikle den. Det er Tornerose (1959) og 101 dalmatinere (1961) glimrende eksempler på. Sammenlign disse to framegrabs og designet med Lady og vagabondens mere runde, varme og oldschool-Disney-design:

  Tornerose til venstre, 101 dalmatinere til højre.

Mennesker i Lady og vagabonden 

I podcasten diskuteres de noget løjerlige og ikke altid helt logiske design af menneskekaraktererne. 

       I første omgang er der Jim Dear og Darling, Ladys ejere, som kun vises perifert i tegnefilmen. (Læg mærke til at der absolut ingen tegn er på Darlings graviditet.)

Til gengæld får vi tante Sarahs ansigt tydeligt at se flere gange i filmen, på trods af at hun burde have meget mindre betydning over for Lady.

Mere forståeligt er det at ansigterne på de italienske kokke, Tony og Pedro, vises onscreen. De har trods alt den ret vigtige funktion at de bringer Lady og vagabonden tættere sammen i det som er filmens mest uforglemmelige scene.

Antropomorfe hunde

I podcasten diskuteres Ladys design og den antropomorfe animation af hende overfor vagabondens ditto. Vagabonden er meget udtryksfuld og dermed antropomorf i animationen; Lady er mere tilbageholden og introvert — det hænger godt sammen med deres forskellige karakterer.

       Her den første scene med vagabonden hvor han vågner op, strækker sig, tager en dyb indånding og puster ud. Her er hele animationen bygget op om squash-and-stretch, samtidig med at de menneskelige træk blandes sammen med hundens bevægelse. Kombinationen af de tre ting gør vagabonden til en troværdig karakter.

Ladys vigtigste antropomorfe karaktertræk er et undrende blik gerne direkte i kameraet.

New England anno 1910

Også baggrundsdesignet diskuteres i podcasten. Fra bloggen ANIMATION BACKGROUNDS har jeg lånt følgende baggrundsdesign, så man kan sammenligne Ladys "verden" og verden udenfor. Baggrundene er genskabt via framegrabs fra dvd-udgaven, hvilket forklarer den lidt uldne kvalitet. Men detaljegraden og skiftet i designet er stadig tydeligt.

Indenfor i Ladys hjem.

Den frodige baghave hos Lady.

Flugten fra tante Sarah fører Lady på vildspor.

Mere gademiljø — uden for Ladys "safety zone".

Den zoologiske have bringer farvemætheden og detaljerne tilbage i baggrundene,
efter Lady er blevet reddet af vagabonden.

Og under selve Ladys flugt reduceres baggrundene til et gråligt, udsmattet og fladt design — så langt væk fra det æstetisk smukke design vi har andre steder i filmen:

Vagabondens indflydelse på animation og baggrunde
Vagabonden er filmens vigtigste karakter — han er hjælper til Lady et langt stykke hen ad vejen, påvirker hende og os seere ved at vise os hans indstilling til livet. Det er den indstilling og know-how der redder ikke kun Lady men også Jim Dear og Darlings baby. (Ironisk nok ender Lady med at have haft endnu større indflydelse på vagabonden, og desværre forfejler filmen at vise det, så slutningen kommer til at virke utroværdig.)
       Men vagabonden har også indflydelse på animation og baggrunde i filmen. Her fortæller han Lady hvad der vil ske når babyen melder sin ankomst, og han styrer de skiftende baggrunde og animationen af baggrundene, mens Lady-karakteren forbliver kontinuerligt animeret. Derved smelter Lady-karakteranimationen sammen med vagabondens baggrund, og de to forenes i denne forestilling/mareridt/vision om fremtiden.

Tilsyneladende sætter vagabondens vision ikke blot gang i Ladys tanker. Den sætter også gang i en elliptisk montageagtig sekvens struktureret omkring graviditeten og de ni kalendermåneder. Læg mærke til at de små scener skabes ud af kalenderdesignet, som om graviditeten ikke kun styrer Ladys liv, men også selve filmen.

December-sekvensen

Februar-sekvensen

April-sekvensen

Andre steder bruges baggrundene til at karakterisere Lady. Her f.eks. Lady's usikkerhed og borderline angst for den nye "baby" (som hun ikke ved hvad er). Læg mærke til supertotalernes betydning, og hvor stor og mørke omgivelserne ser ud. Spejlet bruges her som den klassiske symbol på at vise splittelse, og trappens tremmer fungerer som et fængsel for Lady. I 4. frame er det lampen i forgrunden på de brede Cinemascope-baggrunde som bruges til at få Lady til at se meget lille ud.

Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
I episode 24 af TEGNEFILMPODCASTEN skyder jeg denne sæsons tegnefilmkavalade i gang. Der bliver ialt tre special-episoder i kavalkaden, som har overskriften Tegnefilm i sort/hvid. Og jeg kan godt love, at det bliver lidt mere edgy, end hvad TEGNEFILMPODCASTEN har budt på hidtil i denne sæson.
       Første tegnefilm i kavalkaden bliver den franske tegnefilm-antologi Peur(s) du noir fra 2007. Den er ude på engelsk og amerikansk dvd under titlen Fear(s) of the Dark. Lyt med og hør om de franske kortfilm giver gys for alle pengene, når TEGNEFILMPODCASTEN er tilbage søndag d. 8. april.
      På genhør!