SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST handler denne gang om den berømte og berygtede independent tegnefilmauteur Bill Plympton — og så selvfølgelig hans nyeste lange tegnefilm, Idiots & Angels (2009).
Den dialogløse film handler om en sur, ondsindet mand, der vågner op en dag med englevinger voksende ud af ryggen. Det passer dårligt med hans image og hans liv — mest fordi de forpurrer hans onde planer. Så hvad er mere naturligt end at prøve at komme af med dem igen. Det er det enkle plot, der derefter giver plads og mulighed for alskens syrede optrin og sketches, som vi kender dem bedst fra Plymptons kortfilm.
Det er sort og grovkornet komik. Det er tegnefilm for voksne.
Bill Plymptons kortfilm
Noget af det jeg ikke får nævnt i podcasten er, at Plymptons gennembrud med sine små, syrede independent tegnefilm sker i 1988 — altså lige i hælene på den renæssance som Disney-studierne var i gang med i 1980-90erne. Disney kickstartede ikke blot deres egen renæssance men også hele tegnefilmmediets renæssance: Pludselig var det cool at tale om tegnefilm; tegnefilm var ikke mere kun for børn — voksne måtte også kigge med. Udover Plympton gav det også plads til andre, mere vovede, tegnefilm på f.eks. ungdoms-tv-kanalen MTV og så selvfølgelig en tegnefilmssitcom som The Simpsons (1989—), der startede som små sketches i varieteshowet The Tracy Ullman Show i 1987.
Her er to af Plymptons tidlige kortfilm, så man kan danne sig et indtryk af hans karakterdesign og animationsstil. Henholdsvis "Your Face" (1987) og "25 Ways to Quit Smoking" (1989):
Tex Avery
Bill Plympton fortæller i flere interviews at han er stor fan af den amerikanske animator, Tex Avery (1908-1980). Avery arbejdede for både Warner Bros. og MGM og er mest kendt for sin flyvske spontanitet og en overdrevet, gakket animationsstil. Hos MGM skabte han den lille bedrøvede hund, Droopy, og det storskrydende egern, Screwy Squirrel.
Hvor Averys stil er udadvendt og overgearet, er Plymptons stil mere indadvendt og en kombination af det overdrevne og det kropslige — men som kontrast til en mere deadpan og minimalistisk animationsstil.
I Idiots & Angels har Plympton indlagt en tydelig hilsen til Averys kortfilm "Red Hot Riding Hood" (1943). Averys film kan ses lige her; referencen i Idiots & Angels kan ses nedenfor:
Nighthawks
I podcasten nævnes også Edward Hoppers stemningsfulde maleri, Nighthawks (1942):
Interviews med Bill Plympton
Søger man på "Bill Plympton" i iTunes' podcast-sektion kommer der rigtig mange hits op, og man når hurtigt den konklusion at Plympton må give interviews ud til højre og venstre. Lydkvaliteten er bestemt ikke lige god hver gang. Og indholdet i de enkelte podcasts svinger også en del. Derfor har jeg sorteret i mængden og anbefaler hermed to podcasts, der er både informative og rimeligt udholdelige at lytte til:
- The Chronic Rift: 12 Days of Riftmas 2010. ("Day two" er et interview med Bill Plympton.)
- Toon In!... to the World of Animation. Episode 23.
Framegrabs fra Idiots & Angels
Den indledende scene slår tydeligt resten af filmens stil og tone an — samtidig med at Plympton også fra start af pirker til det store tema i Idiots & Angels, nemlig frihed og fangenskab. Også den grundlæggende metamorfose-stil får vi i sin spæde opstart i denne scene: Her er det tilsyneladende selveste sin egen penis, som manden prøver at skille sig af med — senere er det englevingerne på ryggen som han vil have amputeret...
I en scene kort efter skal vores hovedperson til at parkere sin bil, men en anden bilist tager hans plads. Læg mærke til samspillet mellem det vilde karakterdesign og den totale deadpan reaktion. Og sammenlign også de monokrome interior-framegrabs ovenfor med disse exterior-framegrabs; den grå farve, de skæve perspektiver og brugen af ekstrem vidvinkel, det skraverede look og følelsen af klaustrofobi er alle steder. Det der lyser mest op i mandens tilværelse (og det der får et smil frem på hans læber) er eksplosionen offscreen og den totale destruktion af et andet menneske.
I en tredje scene bryder en sommerfugl ud af sin puppe på toppen af hovedpersonens hoved. Det leder til at hver af de andre karakterer i den skumle bar har hver deres lille drømmescene om sommerfuglen: Fra at holde sommerfuglen som slave til egen personlig gevinst, over den rendyrkede kærlighed til sommerfuglen som væsen, til et spirende håb om selv at blive lige så fri og tilbedt som en sommerfugl.
Skal man være lidt kritisk over for Plympton, er scenen også et godt eksempel på hans (stils) begrænsninger: Alle tre drømme er iscenesat på samme ekstreme, syrede måde (på trods af skiftende farvevalg og brug af skygger), selv om der vitterligt er forskel på de tre drømme og deres ejere. De kommer til at se lige skruede og skæve ud alle tre — og det matcher simpelthen ikke filmens konklusion og lidt tunge morale.
Næste episode
SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST er tilbage om to uger med episode 13, der fortsætter i det eksperimenterende spor. Denne gang dog indenlands. Jeg ser nærmere på dette års bachelorfilm fra The Animation Workshop i Viborg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar