lørdag den 27. august 2011

Ep. 8: The Secret of Kells



SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST er tilbage med sidste episode i serien om Store Oscar-tabere. I de to foregående afsnit havde jeg fat i den franske L'Illusionniste og Disneys The Princess and the Frog, men denne gang er det en irsk tegnefilm der er på programmet.
       The Secret of Kells er skrevet og instrueret af Tomm Moore og foregår i den lille katolske landsby Kells i den tidlige middelalder. Her møder vi den unge og kreative munk, Brendan, der er i lære som Bibel-illustrator. Brendans onkel, abbed Cellach, er ved at opføre en stor mur rundt om Kells, der kan beskytte de gudfrygtige katolikker mod blodtørstige vikinger. Men Cellachs mur isolerer også landsbyen fra omverdenen, og frygten for alt-det-der-er-på-den-anden-side sætter sig langsomt i murværket. Til gengæld ankommer Brendans forbillede og læremester, Aidan, til Kells med den sagnomspundne The Book of Iona under armen, og Brendan bliver hurtigt hyret til at hjælpe til med at illustrere det store værk. Under sin flugt fra blodtørstige vikinger har Aidan desværre tabt et "magisk" og uvurderligt hjælpemiddel til tegneopgaverne — et såkaldt tredje øje. Aidan sender Brendan ud i den forbudte skov der omkranser Kells; her huserer dæmoniske og magiske væsner — og også den lille alfe-agtige Aisling, der støder ind i Brendan derude...

HJÆLP TEGNEFILMPODCASTEN MED KOMMENDE EPISODER...
SILVER FANG: Jeg er stadig ved at forberede en episode om anime-tv-serien SILVER FANG men har brug for hjælp fra dig, lære lytter: Hvis du er SILVER FANG-fan, så skriv en email til podcasten og fortæl, hvorfor netop SILVER FANG står dit hjerte nær, og hvilken episode/scene der er helt uforglemmelig. Mit "problem" er at jeg ikke har set SILVER FANG som dreng; derfor har jeg ikke den dér naturlige begejstring, som man har for film og tv-serier man møder første gang som barn. Hvis DU har det, kære lytter, så skriv til podcasten og fortæl din SILVER FANG-historie. Deadline: søndag d. 4. september. 
BILL PLYMPTON: Kender du noget til animatoren Bill Plympton? Har du set én eller flere af hans film? Og har du en mening om ham? Så skriv ind til podcasten og sæt dit fingeraftryk på indholdet. Deadline: søndag d. 16. oktober.

The Secret of Kells på blu-ray
Optimum Home Entertainments engelske blu-ray af The Secret of Kells har efterhånden været ude noget tid, så den er røget meget ned i pris. Og det er jo ikke så ringe... Filmen står knivskarpt og de mange visuelle detaljer er tydelige og nemme at gå på opdagelse i. Den har engelsk/irsk tale og tilhørende engelske tekster for hørehæmmede, hvilket er dejligt, når den irske accent bliver lidt for syngende for ørerne.
       Blu-ray'ens ekstramateriale er okay — hverken mere eller mindre — og i podcasten kommer jeg nærmere ind på hvad du kan henholdsvis glæde dig over og blive irriteret over netop her.

Middelalderligt design
Tomm Moore har ladet sig inspirere af den tidlige middelalders irske malerkunst i The Secret of Kells. Filmens flade design er lånt fra det 7.-8. århundrede, hvor det var uvæsentligt at portrættere menneskets verden med realistisk dybde; det vigtige var menneskets forhold til Gud og hvad menneskets handlinger — og det kan sagtens vises i 2D.

Eksempler på den irske middelalderkunst. Nederst et opslag fra virkelighedens The Book of Kells som også optræder i filmen — og animeres til live. 

Baggrundsdesign: Kells vs. skoven
Særligt klosterbyen Kells er designet i et fladt, todimensionalt look — læg mærke til at højden og dybden er slået sammen i det ekstreme fugleperspektiv på øverste framegrab. Nederste frame er mere kompleks — med marker designet som var de set lodret oppefra, og bønder set i normalperspektiv.
       Læg også mærke til de tykke linjer og baggrundens skarphed, der også ødelægger dybdefornemmelsen og perspektivet. Det eneste der rigtig indikerer en form for dybde er farvepaletten der bliver mere dæmpet i baggrunden.
       De tykke linjers unaturlige stringens (de er overraskende ekstremt vandrette, lodrette, kurvede osv.) sammen med den "flade" melerede farvelægning bringer desuden tankerne hen på mosaikvinduer. Det går igen i det "flade" karakterdesign nedenfor...

 
Sammenlign Kells med den forbudte, hedenske skov: Skoven har en mere kraftfuld farvekontrast og dyrker i langt højere grad spiraler og krummelure-design i linjer, skraveringer og sågar animationen af bierne i nederste frame! Det gør skoven meget magisk at se på, og dette markante design finder vej til Brendans egne illustrationer i bibelbogen. Her er desuden skygger og lyseffekter, der er med til at give en større (omend stadig ret kunstig) dybdeeffekt.

Skoven set inde fra Kells og Kells set inde fra skoven. Læg mærke til hvordan øjnene, der ser, ændrer designet af skoven til snorlige, høje kirkebuer. I den anden frame har Brendan været på tur i skoven og nu er Kells rammet ind af tremmelignende træstammer, så det bliver til et kristent isolationsfængsel.

Det er også værd at sammenligne de to "scriptoriums" — abbed Cellachs kammer i himmeltårnet og broder Aidans tegnestue: Det kreative scriptorium i Kells er i udgangspunktet påvirket af naturens designformer —spiraler og cirkler — og farvepaletten er desuden kraftfuld og gylden, og skyggelægningen giver en form for rumlig dybde i billedet.
       Cellachs tårnkammer er til gengæld holdt i uhyggelig monokrome farver, der får skriblerierne på væggen til at træde tydeligt frem. Hvor scriptorium'et ser ud som om det er oplyst af et stort ildsted, ligner tårnkammeret (der alt andet lige er nærmere Gud) en gold fængselscelle beboet af en sindssyg. Igen er alting fladt og perspektivløst — understreget af at gulvet også er overtegnet med kridt og griffel — modsat scriptorium'et.

Karakterdesign

Munkene i tegnefilmen er designet efter specifikke former, som definerer dem som karakterer; alle bærer de lange kjortler som er med til at hæmme deres bevægelsesmønster. Man kan sige, at designet også styrer animationen.
       Mest interessant (også som karakter) er abbed Cellach: Han har en fortid som vi seere selv skal stykke sammen, men som har gjort ham til den gudfrygtige person han er i filmen. I begge frames ses hvordan han nærmest bliver en del af den kristne arkitektur; muren omkring Kells er da også hans byggeprojekt, og det er hans angst for vikingerne der styrer projektet.

Til gengæld er broder Aidan og Brendan ikke så hæmmet af deres munkekjortler. De er mere realistisk designet — omend stadig meget ikonografiske — og animeres mere frit og fantasifuldt.
      Læg også mærke til det grafiske look i karakterdesignet (de tykke linjer og "feltinddelingen"), som også leder tankerne hen på mosaikvinduer. 

Både Cellach, Brendan og Aidan kan "overtage" animationen og designet — dvs. at det er dem og deres indre tanker der for en kort tid styrer tegnefilmen. Vi får flere flashbacks og krydsklip til vikingetogter i andre landsbyer og ser vikingerne som de her dæmoniske skyggekarakterer iscenesat efter alle ekspressionismens regler.
       Mere spændende er det imidlertid at Brendans kridttegninger flere gange levendegøres — et set-up på at The Book of Kells i sig selv animeres til live. Ideen er at illustrationerne i bogen er så smukke at de vækkes til live for øjnene af den der kigger på dem. Og lige netop her finder man også filmens hovedbudskab og definition på den irske folkesjæl.

Det magiske skovvæsen, Aisling, er selvfølgelig designet så hun understøtter det frie og det fritbevægelige. Hendes lange hår bølger i vinden og danner spiralformede lokker — og det er hende, som viser Brendan (og os seere) Kells i et nyt og tredimensionalt perspektiv.
       Der er klare lighedspunkter mellem Brendans evner til at fortrylle sine læsere med de smukke tegninger, som animeres til live, og så Aislings evner til at fortrylle andre karakterer med sin "kunst", der også synliggøres/bringes til live med animation: I den nederste frame synger hun på en blanding af engelsk og gælisk lige før hun forvandler Aidans kat, Pangur Bán. Sangen visualiseres som spøgelsesagtige hvid ånde der strømmer ud af hendes mund og finder katten.





Næste episode
SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST er tilbage søndag d. 11. september 2011 med en episode om den japanske anime-serie Silver Fang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar