Ep. 6: Illusionisten

Sylvain Chomets L'Illusionniste foregår omkring 1960 og følger en ældre tryllekunstners forsøg på at holde liv i karrieren i en tid, hvor de små varieteteatre lukker eller omdannes til spillesteder for den nymodens britpop.
       Turen går fra Paris over London til Edinburgh og den gamle tryllekunstner får selskab af en lille skotsk pige, der tror han virkelig kan trylle.
       Filmens manuskript er oprindeligt skrevet af den franske komiker Jacques Tati, men Chomet har ændret i det for at få historien til at hænge bedre sammen og skabe et mere følelsesladet forhold mellem tryllekunstneren og den lille pige.
       I podcasten kommenterer jeg på Chomets karakter- og baggrundsdesign samt tegnefilmens altmodische stil; det lugter lidt af Disney-film fra 1960'erne og 70'erne — men det er i kombination med Jacques Tatis på én gang distancerende, visuelle og kaotiske billedside og humor. Og det er spørgsmålet om denne kombination holder hele vejen i mål.

Kommende podcast-episoder
Podcast #6 her er første episode i en lille trilogi om Oscar-nominerede tegnefilm. De næste episoder kommer til at handle om henholdsvis Disneys The Princess and the Frog og den fransk/belgisk/irske The Secret of Kells.

Og vigtigere: På opfordring fra Mathias er jeg ved at forberede en episode om anime-tv-serien Silver Fang som også har en stor dansk fanskare. Hvis du er fan, så skriv en email til podcasten og fortæl, hvorfor netop Silver Fang er så fed og står dit hjerte nær; hvornår du blev introduceret til den og af hvem, og hvilken episode/scene der er OUTSTANDING. Det vil være en stor hjælp, for jeg er lidt på herrens mark her; jeg er desværre ikke vokset op med Silver Fang som en del af min barndomsbagage. 

Det samme gør sig gældende med animatoren Bill Plympton, som jeg også er ved at forberede en episode om (på opfordring fra Karsten Nielsen): Hvilken tegnefilm er Plymptons bedste? Hvad skal man se og hvorfor? Har du en mening og viden om Plymptons tegnefilm, så skriv en email og vær med til at gøre tegnefilmpodcasten endnu bedre. 

Blu-ray vs. dvd
L'Illusionniste er kun ude på fransk blu-ray her i Europa; den kan fås i en fin lille sampak med Les Triplettes de Belleville. I forhold til den engelske dvd-udgave af L'Illusionniste er billedkvaliteten selvfølgelig meget bedre på blu-ray, men ikke så man falder ned af stolen af begejstring. Dvd'ens billedkvalitet er til gengæld direkte ringe, når man tænker på at tegnefilmen er fra sidste år. Er man en HD-feinschmecker, så anbefaler jeg blu-ray'en.
       Er man til gengæld fan af ekstramateriale, så er det dvd'en man skal have fat i — her er en informativ Q'n'A-session med Sylvain Chomet. Men ellers er begge udgivelser fattige på ekstramateriale — hvilket er ekstra-ærgerligt, fordi vi har med en nyere tegnefilm at gøre, hvor hele produktionsprocessen med garanti er bevaret (i form af skitser, noter, referater af møder og dessiner fra Chomets hånd), så den netop kan genfortælles i en dokumentar på dvd og blu-ray.

       Til gengæld udgav det britiske filminstitut (BFI) to Jacques Tati-film i smukke og velrestaurerede blu-ray/dvd-combopacks i 2010. Det drejer sig om Play Time og Les Vacances de M. Hulot, og de kan fås til omkring kr. 100,- på den engelske Amazon.

Illusionisten i Cinemateket
Lørdag d. 13. august og lørdag d. 27. august 2011 kan man tage en tur i Cinemtateket i Gothersgade i København og se L'Illusionniste på det store lærred.  Læs mere på Cinematekets hjemmeside.

Jacques Tati-klip
Hen imod slutningen af Playtime (1967) koreograferer Tati en tæt trafikeret rundkørsel, så den kommer til at ligne en karussel i et tivoli. Denne lille gag er optakten...


Og så er der denne lille montage-gag fra Trafic (1971)...


Og til sidst denne mere slapstickagtige scene fra Mon Oncle (1958)...


Framegrabs

Mange scener i L'Illusionniste efterligner Jacques Tatis visuelle stil ved at designe scenen som én totalindstilling, hvor karaktererne flytter sig rundt. Det giver en visuel stilfærdighed uden meget spræl — til gengæld har man masser af tid til at beundre baggrundsdesignets detaljer og den perfekte animation.
       Og netop når det kommer til animation, så er de lange totalindstillinger en stor udfordring. Flere karakterer er fuldanimeret i samme indstilling, skal bevæge sig rundt om hinanden og i dybden af billedet. I de tre frames ovenfor er det f.eks. tydeligt at Alice vokser da hun bevæger sig fra baggrunden til forgrunden; det kan jo lyde simpelt nok, men det er utroligt besværligt — inbetweeneren skal tænke over hver eneste frame, fordi Alice faktisk undergår en metamorfose (hun vokser sig visuelt større), når hun bevæger sig "tættere på kameraet". I forhold til det bevarer tryllekunstneren sin størrelse og sit perspektiv, fordi han bliver i framens mellemgrund.

Også scenen hvor tryllekunstnerens krigeriske kanin slipper væk er holdt i total/supertotal med animation i dybden. Læg her mærke til den støvede farvelægning af baggrunden, der ligner projektørlys der skyller ud over store områder og bader dem i f.eks. gråbrune nuancer eller støvet turkis. Ved ikke at markere hver enkelt objekt med tydelig fyldfarve og linjeomrids bliver baggrunden utydelig og mindre væsentlig i forhold til det der foregår i mellem- og forgrunden. Det er en fin måde at dirigere seerens opmærksomhed hen til det væsentlige i scenen.

Baggrundsdesignet i L'Illusionniste minder om det man finder i ældre Disney-film, her baggrundsdesign fra Aristocats (1970). Læg særligt mærke til den brunlige farvepalette, de mørke skitseagtige streger og den karikerede, ikonografiske gengivelse af virkeligheden. Det hele ser lidt gammelt og slidt ud, men på den gode måde. Det var nostalgisk i 1970erne, så når Chomet bruger samme form for baggrundsdesign, søger han tydeligt at ramme samme følelse og give L'Illusionniste et altmodisch præg og understrege melankolien i fortællingen.

Ligeledes ligner det ikonografiske karakterdesign i L'Illusionniste også noget fra f.eks. Aristocats. Karaktererne er designet med tydelige mørke/sorte streger, så det ind i mellem minder om den xerox-metode som Disney-studierne indførte for at bringe budgetterne ned på de dyre biograftegnefilm. I Chomet-framen ovenfor ligner særligt manden med piben og de to karakterer i venstre side karikaturer af virkelige mennesker, og så er det kladdeagtige xerox-præg bibeholdt; man har simpelthen sprunget rentegningen over, hvilket givet et skødesløst eller groft design, der matcher de skitseagtige baggrunde og den nostalgiske tone fint.
       Prøv at sammenligne den ældre tryllekunstner med bikaraktererne — og dernæst Alice med tryllekunstneren. Der er markant forskel på brugen af streger, hvor Alice har de tyndeste og fineste streger (så tynde og fine at det næsten bliver for tydeligt i denne indstilling), der selvfølgelig markerer hendes uskyldighed og renhed.

Og her Alice som hun ser ud efter hun har gennemgået sin "store" udvikling i løbet af filmen. Lyt til podcasten og find ud af hvilke problemer der er med Alice som karakter og hendes udvikling. Her skal det blot konstateres at hun formår at bevare sit uskyldige udseende i forhold til de to karikaturer hun møder på trappen.
       Måske har Chomet en tematisk/symbolsk pointe med at lade hende iklæde sig en kjole der minder om den en anden Alice bar i en Disney-tegnefilm fra 1951. Hvad havde Alice lært efter sin tur igennem Eventyrland? Havde hun udviklet sig?