Ep. 22: Whisper of the Heart

TEGNEFILMPODCASTEN er tilbage med endnu en Studio Ghibli-film — denne gang en af de ældre af slagsen. Whisper of the Heart (1995) er en ungdomsfilm som vil appellere særligt til de helt unge teenagepiger — filmen handler nemlig om pigen Shizuku som synger i skolekor og skriver digte og elsker at læse eventyr, og så er der både romantiske over- og undertoner hele vejen igennem. Men Whisper of the Heart og også mere at byde på; filmen handler om at finde sig selv, finde det man er god til og så dyrke det. Og så er Whisper of the Heart også en nostalgisk lovprisning af den kreative håndværkskunst (digtskrivning, romanskrivning, snedkeri af musikinstrumenter, vedligeholdelse og istandsættelse af gamle, antikke møbler).
       Filmen er instrueret af Yoshifumi Kondo. Det blev hans eneste tegnefilm i spillefilmslængde; Kondo døde meget tragisk af en hjerneblødning som 47-årig. Manuskriptet er skrevet af Hayao Miyazaki, og baseret på en manga af Aoi Hiiragi.

 Yoshifumi Kondo & Hayao Miyazaki

       Episode 22 af TEGNEFILMPODCASTEN indeholder følgende:

• 00:00 Intro
• 04:58 Anmeldelse af Whisper of the Heart
• 11:13 Karakterdesign og -animation af Shizuku + shojo-pigen + Miyazakis fingeraftryk
• 19:23 Baggrundsdesign: realisme + symbolik
• 26:17 Blu-rayens ekstramateriale
• 30:10 Outro + næste episode

Den japanske trailer til Whisper of the Heart:

Hayao Miyazakis kortfilm/musikvideo On Your Mark som havde premiere i forbindelse med Whisper of the Heart:


Og endelig... John Denvers "Take Me Home, Country Roads" (som er en vigtig del af Whisper of the Heart):




Links

• Whisper of the Heart kan købes i dvd/blu-ray-combo-pakke hos de gode folk hos Laserdisken, lige her.
• Aoi Hiiragis mangaforlæg, Mimi wo Sumaseba, er blevet scannet ind og forsynet med engelske tekster. Oversat hedder den If You Listen Closely, og den kan læses online her.
• Vil man vide mere om Naohisa Inoue, der har skabt de smukke baggrunde i Shizukus drømmerejse, så tjek hans eget website, Iblard, ud her og bliv klogere på hans maleteknik.

Naohisa Inoes Iblard.

Shizuku: Karakterdesign og -animation
Som nævnt i podcasten er Shizukus karakterdesign ret ordinært — hun ligner en hvilken som helst andet mainstream anime-pige. Når hun og veninden sidder og synger første udgave af "Take Me Home, Country Roads" ligner de da også til forveksling hinanden. Veninden har fregner og et anstrøg af lange øjenvipper, og langt hår under sin sommerhat — en fin måde at få Shizuku til at fremstå som mere en drenge-pige, noget der også ligger til shojo-karakteren, som omtalt i podcasten. Men ansigternes grundtræk er helt identiske.

Animationen af Shizuku er også ordinær og fokuserer (som så mange andre animes) på animation af øjne og munden. I eksemplet nedenfor viser Shizukus kropssprog ikke hendes skiftende humør — det er alene ansigtet der får lov til at udtrykke følelser.

Det lidt ordinære karakterdesign og -animation understreger blot Whisper of the Hearts indbyggede realisme — ja, nærmest socialrealistiske tilsnit. Karaktererne fremstår nemlig i høj grad introverte og langt fra så flamboyante og ekspressive som vi finder i f.eks. Disneys tegnefilm/musicals.

Miyazakis "cameo-roller"
Som nævnt i podcasten så har Miyazaki sat et stort fingeraftryk på tegnefilmens budskab og karakterer. Og sjovt nok dukker Miyazaki selv op i forskellige stadier i tre forskellige "mænd" som hver har kolossal indflydelse på Shizuku: den unge violinsnedker Seiji, Shizukus bibliotekarfar og den gamle og livskloge aktikvitetshandler, hr. Nishi.
       Sammenlign karaktererne med billedet af Miyazaki ovenfor. Et tilfælde? Næppe...

Baggrundsdesign: Klaustrofobi hjemme
Den toværelseslejlighed hvor Shizuku og hendes familie bor er designet, så den fremstår ekstremt klaustrofobisk. Læg mærke til hvor "flade" og dybdeløse baggrundene omkring spisebordet er, så rummet kommer til at virke endnu mindre.

Shizukus eget værelse, fremstår som endnu mere klaustrofobisk; der er ikke meget plads til Shizuku eller Shizukus kreative evner ved skrivebordet. Hun er hele tiden rammet ind i små kasser, og filmen handler i bund og grund om at hun skal bryde ud af de her små kasser — i mere end én forstand.

Baggrundsdesign: Byen som labyrint & realisme
Visse dele af storbyens centrum er designet og animeret, så den bliver helt labyrintisk. Det er her Shizuku vælger at følge efter katten fra metroen og ud til hr. Nishis antikvitetsbutik, og også her hendes indre rejse begynder.
       Læg særligt mærke til de obstruerende fodgængere, køretøjer, men også hvordan bygningerne lukker baggrundene af. Selv de supertotaler hvor der bliver mere luft (nederst), er byen stadig labyrintisk designet.
       Udover denne symbolske læsning, så er byen først og fremmest realistisk designet med stor variation i kameraindstillingerne.

Baggrundsdesign: Hr. Nishis butik — kreativitetens frisættelse
Til gengæld er området omkring hr. Nisihis antikvitetsbutik det stik modsatte. Her er luft og ro, ingen biler. Animationen er minimeret og baggrundene kommer til at stå rent frem.

Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
Glæd dig til episode 23 af TEGNEFILMPODCASTEN, hvor jeg kigger nærmere på Disneys Lady og vagabonden (1955), som er netop er blevet udsendt i en Diamond Edition på dansk dvd og blu-ray. Lyt med og find ud af om spaghettiscenen stadig holder, når TEGNEFILMPODCASTEN er tilbage søndag d. 25. marts. På genhør!

Ep. 3: Japanimation!

Denne gang handler podcasten ikke om én specifik film, men om en hel genre/medie for sig: Anime. Martin dykker ned under overfladen på de eksotiske og "anderledes" japanske tegnefilm og forklarer hvorfor de ser ud som de gør.
     Det bliver bl.a. til en hurtig gang filmhistorie om produktionsforholdene efter 2. verdenskrig i Japan, men ellers lægges vægten på anime's måde at fortælle historier på. I forthold til amerikanske cartoons er japansk anime præget af stor mangfoldighed i fortællingerne såvel som i målgrupperne. Det ujapanske karakterdesign og den tilsyneladende uperfekte animationsteknik kommenteres også. Til sidst rundes der af med de tre kernetemaer, hvis unikke sammenblanding på kryds og tværs gør anime til anime: Apokalypsen, karnevallet og melankolien. Det er ud fra disse tre temaer/følelser/stemninger at al anime går — disse tre temaer er grundpillerne i animes unikke fortællinger, animationsstil og karakterdesign.
     Husk: Du er altid velkommen til at skrive en hilsen eller komme med rettelser, forslag til kommende tegnefilm osv. osv. — alt sammen i kommentarfeltet nedenfor.

Kommenteret litteraturliste

• Trish Ledoux & Doug Ranney, The Complete Anime Guide: Japanese Animation — Film Directory & Resource Guide. 2nd Edition. Tiger Mountain Press, 1997.
• Gilles Poitras, "Contemporary Anime in Japanese Pop Culture" i Japanese Visual Culture: Explorations in the World of Manga and Anime. Ed. Mark W. MacWilliams. M.E. Sharpe, 2008. pp. 48-67.
• Susan J. Napier, Anime — From Akira to Howl's Moving Castle. Experiencing Contemporary Japanese Animation. Updated Edition. Palgrave Macmillan, 2005.

Selv om The Complete Anime Guide har en hel del år på bagen, så holder dens introducerende kapitler egentlig meget godt. Der er tale om en kort introduktion til anime som mediet med gode filmhistoriske pointer og kommentarer om anime-stilen. Dernæst følger en kommenteret gennemgang af japanske tv-serier på amerikansk tv i perioden 1963-1996. Og til sidst en introduktion til fire genrer som Ledoux og Ranney synes er unikke for anime — de går så langt som til næsten at argumentere for at genrerne næsten er opfundet af anime-tegnere/forfattere, hvilket er helt ude i skoven; genrerne er ikke unikke for anime, men stammer alle vegne fra — anime har blot ladet sig inspirere og formet dem til sine egne. Det drejer sig om: cyberpunk, science fiction med robotter, horror og den romantiske komedie.

     Jeg må med skam melde at Gilles Poitras' artikel, "Contemporary Anime in Japanese Pop Culture" er den eneste artikel jeg har nået at læse fra Japanese Visual Culture. Poitras giver en mere præcis historisk gennemgang af japansk tegnefilm; han nøjes ikke med dem der har haft premiere i USA, men fokuserer alene på Japan. Hvert årti får sit eget lille afsnit, så det hele er meget overskueligt, og han forklarer animes udvikling fra genre til medie. Poitras slutter af med kort at sammenligne animes indhold, fortællemetoder, stil og produktionsvilkår med amerikanske tegnefilm. Must-read!
     Susan Napiers Anime... er min personlige bibel — i hvert fald indtil jeg finder noget bedre. Napier introducerer de tre kernetemaer i starten af bogen; de engelske termer hun bruger er The Apocalypse, the Festival og the Elegiac. Napier ser anime som et globalt, postmoderne medie, der vil fortsætte med at tilpasse sig, så både seere i både USA/Vesten og Japan/Østen vil fortsætte med at synes det er eksotisk og spændende. Dernæst går hun i krig med en lang række anime-film og -serier; hun giver analyser og fortolkninger med perspektivering til det japanske samfund og den japanske (kultur)historie i emnebaserede kapitler. Det er meget inspirerende og spændende læsning. Til gengæld viger hun konsekvent uden om at inddrage de tegnefilmiske virkemidler; animes karakterdesign og animationsstil er hun f.eks. lige lovlig hurtig til at affeje som ligegyldige! Bortset fra denne MEGET VÆSENTLIGE ANKE, så er Anime... klart anbefalelsesværdig.

Frame grabs

The Girl Who Leapt Through Time indeholder flere eksempler på kreativ minimalistisk animation. I øverste indstilling er karaktererne i baggrunden nødtørftigt animeret. Volleyball-pigerne står f.eks. forholdsvis stille og kun pigen der har kontakt med bolden bevæger sig. I nederste indstilling er alt i billedet ubevægeligt; kun kameraet tracker langsomt tættere på og skaber en minimal (næsten usynlig) bevægelse i billedet.

Summer Wars: Scenen hvor familiens sorte får, Wabisuke, vender hjem er et par minutter lang men indholder hele 9 forskellige kameraindstillinger (9 forskellige baggrundsdesign) i forskellige perspektiver, som også komplicerer karakterdesignet, der skal passe til det enkelte perspektiv. Scenen er desuden klippet ret hurtigt jf. kontinuitetsreglerne, hvilket altsammen giver Summer Wars visuel styke og samtidig gør den lækker filmisk at se på.

Filmklip

Første afsnit af Osamu Tezukas Astro Boy (1963) i den amerikanske udgave; læg mærke til introsangen og fortællerstemmen, der tydeligt signalerer at serien skal henvende sig til en meget ung målgruppe.


Og første afsnit af Astro Boy i den oprindelige japanske udgave. Allerede i første scene bliver vi hevet igennem alle tre anime-følelser: Karnevallet, apokalypsen og melankolien. Hvor mange andre tv-tegnefilmserier fra 1960erne kan vi komme på, hvor hovedpersonen (en lille dreng) bliver slået ihjel i en bilulykke inden for de første fem minutter? Hvem sagde RoboCop?


FLCL (aka Fooly Cooly aka Furi kuri, kært barn har mange navne!) episode 1. Alene i de første 10 minutter kommer vi ud i følelsesregistrene — fra den dybe, alvorlige følelse af melankoli, savn og nostalgi til det karnevalske, det overdrevne og totalt syrefjollede. Læg mærke til hvordan animationsstilen markerer skiftet i følelse/stemning — og at begge animationsstilarter (i henholdsvis melankoli-mode og karneval-mode) er tydeligt anime-agtige. Visualiteten er kreativ, voldsom og overdrevet gakket i referencerne til film og manga.


Trailer til Disney-studiernes The Princess and the Frog. Budget: $105 mio.


Trailer til Hayao Miyazakis Ponyo. Budget: $34 mio. Også i trailerne til begge film fornemmer man tydeligt forskellene på de to film: Baggrundsdesignet hos Disney er (som vi har lært det skal være) hyper-realistisk og fotorealistisk, mens det i Miyazaki-filmen er ikonografisk og ligner en børnetegning malet med farvekridt — det passer fint til filmen, der følger den lille dreng Sosuke.
     I Princess and the Frog er karakterdesign og -animation teknisk set veludført og smukt karikeret med brug af squash-and-stretch-effekter, masser af skygger og highlights — og et kropssprog der ville gøre enhver mimer glødende jaloux. Karaktererne i Ponyo har ikke nær den samme detaljegrad men matcher de simple baggrunde; de er grovere designet uden brug af skygger og highlights. Til gengæld har Miyazaki brugt meget af budgettet på at animere havet (således at baggrundene i visse scener også animeres = meget besværligt = meget dyrt), der spiller en afgørende rolle i filmen — det bliver næsten en karakter i sig selv. Karakteranimationen er også tonet gevaldigt ned i Ponyo og virker langt fra så overspillet som i Princess and the Frog — til gengæld virker Sosukes bevægelser mere "realistiske".
     Læg også mærke til hvor svær Ponyo er at genrebestemme i forhold til Princess and the Frog.


Melankoli for alle pengene i traileren til The Girl who Leapt Through Time.

Ep. 2: Summer Wars

Mamoru Hosodas episke anime Summer Wars (2009) er udkommet på blu-ray i en dobbeltpakke med The Girl Who Leapt Through Time (2006). Hosoda selv er blevet udnævnt til sin generations store anime-instruktør, der kan følge efter gamle mestre som Hayao Miyazaki, Satoshi Kon og Mamoru Oshii. Det er Summer Wars i hvert fald et glimrende bevis på.
     I episode 2 af SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST kigger Martin nærmere på karakterdesign og -animation af hovedpersonen Kenji og den 90-årige oldemor Saeke. Derudover sammenlignes baggrundsdesigns og animationsstil i filmens virkelighed med dem i den virtuelle verden, Oz. Førstnævnte er hyperrealistisk — sidstnævnte er overrumplende og en ren wow!-oplevelse.
     Det er smukt og episk; Summer Wars er en født anime-klassiker.

Blu-ray
Blu-ray-boksen med Summer Wars og The Girl Who Leapt Through Time er udgivet af Manga Entertainment UK. Begge film har japansk og engelsk lydspor, og begge er forsynet med engelske undertekster. Bemærk dog at det er den japanske dialog der er oversat i underteksterne, hvilket betyder at underteksterne ikke stemmer 100% overens med det engelske lydspor.


Frame grabs

Realisme i animationen af baggrunde, skyggelægning og karakterer. Toget bremser kort op og bussen snor sig vej gennem skoven. Med dette tekniske overskud og kælen for detaljerne får Mamoru Hosoda fra start af Summer Wars til at se ud som en storfilm.

Baggrundene i og omkring Saekes gamle hus emmer af traditioner og historie. De er smukt og fotorealistisk udført i naturens jordfarver. Senere samme aften forvandler det store hus sig til en labyrint af supertotaler for Kenji. Husets design og arkitektur et symbol på og et varsel om familien Jinnouchis egen storhed.

Sammenlign de realistiske baggrunde med de Apple-hvide baggrunde i den virtuelle verden, Oz. Da virussen "Love Machine" slår til ophæver den alle regler både i Oz men også i tegnefilmen - det betyder at både karakterdesign og baggrundsdesign kan forvandle sig (læs: smadres / animeres). Karakter- og baggrundsdesign er som regel meget fasttømrede elementer og ikke animérbare i tegnefilm - i "Love Machine"-Oz kan alt dog lade sig gøre. Den udstrakte brug af metamorfose-animation i de voldsomme slåskampe og last-minute-rescue-scenerne gør bare Summer Wars så meget mere medrivende og episk.

King Kazuma i kamp med "Love Machine"-virussen. Læg mærke til de røde streger i karakterdesignet og hvordan "Love Machine" påvirker karakterdesignet så alle avatars udstyres med den uhyggelige, abstrakte mund. De 2 nederste frames viser, hvordan der skabes action og overrumplende fart henholdsvis i form af CGI-animerede baggrunde (nederst) og i den "slørede" karakteranimation tilført små røde fartstriber (næstnederst).


  

Også i den virkelige verden i Summer Wars benyttes overdrevne animationer - her dog for at tilføre humor. Øverste 3 frames: Natsukis grandfætter, der går amok i squash-and-stretch-effekter over Natsuki tilsyneladende har fået sin første kæreste uden at han har godkendt ham. Nederste 4 frames: Forskellige overdrevne ansigtsudtryk hos Kenji, hvor den ellers så realistiske stil sættes ud af kraft. Interessant er det at bemærke at man stadig identificerer sig med Kenji på trods af de manga-lignende "special effects".

Summer Wars benytter sig af udstrakt brug af smukke, symmetriske indstillinger. Mest tydeligt er de symmetriske iscenesættelser af 90-år-gamle Saeke. Symmetrien tilfører scenerne en ekstra episk storhed der koncentreres om den karakter der sidder i billedets centrum - bemærk dog den store forskel i beskæringen af øverste frame og nederste frame: Øverst styres scenen og scenens opmærksomhed uden forbehold af den gamle Saeke i halvnær - nederst sidder Kenji (og Natsuki) i en total med alles opmærksomhed rettes med sig, men uden at styre noget som helst.


  

I filmens andel halvdel åbnes de store skydedøre op på vid gab, så karaktererne og vi seere får direkte adgang til naturen og verden udenfor. Her ligger der en god portion symbolik - især hvis man egner de store computerskærme der står i forgrunden med. I visse indstillinger (se det øverste eksempel) kan man ligefrem tale om dybden i framen bevidst fjernes, når forgrund og baggrunden (i form af huset med familien/traditionerne og naturen/verden udenfor) smelter helt sammen.

Links

Jonathan Clements' artikel "Christmas in August" på MangaUK's blog sætter et andet og mere japansk perspektiv på Summer Wars. Blandt andet kommenterer Clements på karakterdesignet af Wabisuke. Han forklarer hvorfra det komplicerede kortspil Hanafude kommer fra og hvad det går ud på. Og til sidst argumenterer han for hvorfor Summer Wars nok kommer til at blive den helt store anime-klassiker, der kan samle familien foran tv'et.

Et andet perspektiv finder man i den 5-minutter-lange reklame-anime for Louis Vuitton, Superflat Monogram (2003). Filmen er instrueret af Mamoru Hosoda og designet af Takashi Murakami. Selv om Murakami ikke designer på Summer Wars er det alligevel ret tydeligt at Hosoda har lånt / stjålet / følt sig inspireret til at genbruge det gamle design til den virtuelle verden, Oz. 

     Hosoda selv benægter hårdnakket at der skulle være nogen relationer mellem de to designs (og for den sags skyld også at der skulle være nogen forbindelse mellem Oz i Summer Wars og i The Wonderful Wizard of Oz) - men døm selv: