Viser opslag med etiketten 1960erne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 1960erne. Vis alle opslag

fredag den 15. juni 2012

Ep. 29: Yellow Submarine



TEGNEFILMPODCASTEN handler om den spritnye blu-ray-udgave af Beatles-tegnefilmen Yellow Submarine (1968). Den må betegnes som en rigtig klassiker, selv om den (selvfølgelig!) ikke kan måle sig med Disneys tekniske standard. Til gengæld er der i Yellow Submarine en lyst til tegnefilmen — en lyst til at gå om bord i mediet og eksperimentere med hvad der kan lade sig gøre inden for tegnefilmen. Og det med lige stor inspiration fra Beatles-sange og 1960ernes pop art-bølge. The Beatles selv skulle angiveligt ikke have spillet den store rolle på udformningen af tegnefilmen; det er f.eks. ikke dem der har indtalt stemmerne til dialogen i filmen, men voiceactor-standins.
       Yellow Submarine ser fantastisk godt ud på blu-ray; den er blevet nænsomt restaureret i 4K, så farverne sprudler. Beatles-sangene er også restaureret — til gengæld har man ikke kunnet gøre så meget ved resten af filmens lydspor, som bærer præg af tidens tand. Den er mest af alt en løs roadmovie, fyldt med skæg og ballade, platte puns og tegnefilmiske eksperimenter — og er man i stemning til det, så er det en fantastisk oplevelse. Om ikke andet så for at være noget andet end gamle, konservative Disney var i 1960erne (101 dalmatinere, Sværdet i stenen og Junglebogen).
       I denne episode af TEGNEFILMPODCASTEN får jeg hjælp af en rigtig rar kollega og Beatles-ekspert, Jan Hørdum Jensen, som er adjunkt i musik og historie. Han fortæller om Beatles' virke i 1960erne, deres sange, og han hjælper med at placere Yellow Submarine ind i en sammenhæng. Og så giver Jan også sit bud på hvor stor en indflydelse de har haft på tegnefilmen.
       Derfor ser programmet for episode 29 af TEGNEFILMPODCASTEN således ud:

  • 00:00 Intro 
  • 05:55 Interview med Jan Hørdum Jensen: Beatles' opstart og udvikling som band
  • 15:45 Interview med Jan Hørdum Jensen: Yellow Submarine som Beatles-film
  • 26:22 Tegnefilmiske perspektiver på Yellow Submarine
  • 38:37 Blu-rayens ekstramateriale
  • 44:35 Outro + næste episode





Andre Beatles-film

I interviewet med Jan Hørdum Jensen nævnes de andre Beatles-film, A Hard Day's Night (1964), Help! (1965) og Magical Mystery Tour (1967).


Jans pointe er at de to første klart har et kommercielt sigte, mens Yellow Submarine og Magical Mystery Tour er mere eksperimenterende og kunstnerisk tænkte og udført — og sangene bedre integreret i handlingen.
       Under alle omstændigheder peger filmene frem mod i første omgang MTV, der dukker op på amerikanske tv-skærmen i 1981 og selvfølgelig også vor tids musikvideoer.
       Til sammenligning fremhæver Jan Spice Girls-filmen Spice World (1997).




Pepperland
Læg mærke til hvordan alting er farvet og stribet i Pepperland, og hvordan de menneskelignende, ikonografiske karakterer matcher fint med baggrundene. De smelter næsten sammen designmæssigt, hvilket blot understreger harmonien mellem mennesket og naturen.

Det virker ikke specielt langt ude at antage at den danske forfatter, tegner, dukkemager m.m. Gunnar Wille er blevet inspireret af Pepperland og Yellow Submarine i sine børnebøger og tv-serier om Skrumpen fra det ydre rum (1983) og Familien Fab (1985) — både designmæssigt og tematisk, hvor farver og striber ses som en frigørelse fra kedelige og grå konventioner og regler.
       Gunnar Wille er også stifter og leder af animationslinjen på Filmskolen i København.





The Blue Meanies
Det fantastiske ved karakterdesignet af særligt de "blå bøller" og deres våben — men også generelt i hele filmen — er at det åbner sig for fortolkning og kræver nærmest at seeren tænker videre selv. Vel at mærke uden at tegnefilmen selv lægger bånd på fortolkningsmulighederne — den ramme skal man selv finde.
       Så når jeg siger og her skriver, at "the blue meanies" giver associationer til Mickey Mouse og Fedtmule, så er det en fortolkning jeg står ret alene med — andre ser dem som en repræsentation for politiet i 1960erne, hvilket jo også giver god mening (eftersom politiet = myndighederne = normer), mens det på blu-rayens ekstramateriale hedder sig at det er 60er-slang for at være "jøde" ("blueish" rimer på "Jewish")!!


På samme måde er den store flyvende handske og de høje tynde æblemænd åbne for fortolkning — handsken kunne være symbolet på folk der mobber og peger fingre af det unormale og det ukonventionelle; mændene der kaster æbler kunne være en måde at iscenesætte det gamle (engelske) ordsprog om at et æble om dagen holder doktoren væk, så når de overdynger folk med æbler er det en måde at bevare "normaliteten" / den kedelige hverdag på.
       Anyway, der er masser af symbolik, og det må ses som en kvalitet helt i filmens og Beatles' ånd at symbolikken er åben for fortolkning. På den måde inviteres seeren ind i filmens univers og bliver en form for kreativ medskaber.


Liverpool & "Eleanor Rigby"
I det første segment efter startteksterne flyver den gule ubåd igennem et kedeligt gråt bylandskab, som skal forestille Liverpool, hvor Beatles-drengene jo stammer fra; det er i dette segment at ubådskaptajnen finder frem til Ringo — og bagefter også de øvrige Beatles-medlemmer.
       Verselinjen "all the lonely people" står meget centralt både i sangen og i forhold til billedsiden: Kombinationen af realfilm og animation i de her staccato-loops giver et billede af Liverpool som et ret trøstesløst sted, hvor alting kører i ring uden at komme nogen vegne. Især når den enkelte realfilm/animationsstump kopieres og mangedobles som i eksemplet med de 10 katte i de 10 vinduer, eller et andet sted hvor vi ser 11 identiske fodboldspillere stå og jonglere og drible med bolden, så de konstant støder ind i hinanden. Det er fastlåsthed taget til det yderste.


Hele "musikvideoen" ender med en tilt op ad en jungle af trafikskilte (regler og forbud som enkelt symboler) og op til en ensom mand med sommerfuglevinger. Mere klar i symbolikken kan det ikke blive. 


Denne tryggede stemning skabes også af baggrundene — igen i en kombination af noget virkelighedsbaseret (sort/hvide fotografier) der så er behandlet tegnefilmteknisk — klippet ud, layoutet og til dels farvelagt.


Meget symptomatisk er det ikke her Beatles-medlemmerne bor; de bor i et spraglet stort hus med én lang korridor og et væld af værelser, spækket med fjollede ting og ideer der tilsyneladende har sit eget liv.


Denne her cutout- og farvelægningsstil minder i første omgang om det som Andy Warhol gør med sine suppedåser og med billeder af Marilyn Monroe og Elvis Presley — blot for at nævne de mest oplagte af hans popart-værker. 


Til gengæld minder hele "Eleanor Rigby"-musikvideoen også om en lang Monty Python video animeret af Terry Gilliam, der også er kendt for at mikse fotos med tegnede karakterer.




Sea of Monsters
Karakterdesignet i "Sea of Monsters"-segmentet peger også både bagud og fremad. Bagud til f.eks. Lewis Carrolls opfindsomme væsner i Alice i eventyrland (1865) og Disneys tegnefilmudgave af samme (1951), hvor f.eks. et objekt også smelter sammen med et dyr eller menneske — eller et dyr smelter sammen med en plante. Selve Alices rejse ned i underbevidstheden / drømmen / kaninhullet er også helt sammenlignelig med Yellow Submarine.


Men rejsen med den gule ubåd peger også frem mod mere moderne eventyrlige og crazy rejser — tænk på f.eks. Douglas Adams' Hitchhiker's Guide to the Galaxy (1978-80) som vi efterhånden har fået i et væld af udgaver (radiodrama, roman, tv-serie, biograffilm). Hitchhiker's Guide... er dog stadig en roadmovie i rummet, og handler om englænderen Arthur Dents pudseløjerlige rumrejse ombord på et højteknologisk rumskib formet som en hvid gummisko — samt selvfølgelig alle de syrede og sjove rumvæsner han møder.

"Lucy in the Sky with Diamonds"
Sangen "Lucy in the Sky with Diamonds" illustreres med rotoscopede skitsetegninger af bl.a. dansende par og en kvinde på en karrusel. Fyldfarven — eller hvad vi nu skal kalde det? — er påført med pensel uden at prøve at holde sig inden for stregerne. Det gør karaktererne endnu mere fritsvævende og løsslupne at se på.
       Ingen er linket til malerkunsten åbenbar for enhver — ligesom lysten til at eksperimentere med hvor grænserne går for tegnefilmmediet.



Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
Episode 30 af TEGNEFILMPODCASTEN er sidste episode i denne sæson og før jeg og podcasten går på sommerferie. Og i den anledning skal vi kigge på en rigtig sommerferietegnefilm — nemlig den herlige The Girl Who Leapt Through Time instrueret af Mamoru Hosoda (2006) — det var ham med Summer Wars som var på programmet tilbage i episode 2 af TEGNEFILMPODCASTEN. The Girl Who Leapt Through Time handler til gengæld om spirende teenagekærlighed og tidsrejser.
       Lyt med og hør om The Girl Who Leapt Through Time er lige så god som Summer Wars. Det er i episode 30 af TEGNEFILMPODCASTEN, som er online og klar til download søndag d. 1. juli.
       På genhør!


lørdag den 3. december 2011

Ep. 15: How the Grinch Stole Christmas + The Snowman



SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST har denne gang to juletegnefilm på programmet, henholdsvis Chuck Jones' tegnefilmatisering af Dr. Seuss' How the Grinch Stole Christmas (1966) og Dianne Jacksons tegnefilmatisering af Raymond Briggs' The Snowman (1982)
       Begge tegnefilm er produceret til tv og er gået hen og blevet klassikere i henholdsvis USA og England. Men i Danmark fylder de ikke meget i DR og TV2's sendeflade her op til jul.
       Episode 15 af TEGNEFILM-PODCASTEN ser ud som følger:

            00:00 Intro
            03:26 How the Grinch Stole Christmas
            14:40 The Snowman
            24:00 Ekstramateriale på blu-ray og dvd
            26:47 Outro
  

Disney-klassikere i Cinemateket
Føles ventetiden lang her i december, så er der råd at hente i Cinemateket i Gothersgade i København. Her blændes der op for en hel kavalkade af gamle Disney-klassikere komplet med forfilm som i gamle dage. De vises på skift i løbet af december-måned så det er bare om at holde sig til.
       I samme åndedrag skal det nævnes, at Cinemateket også har fået lov til at skanne plakater, stills og programmer ind til flere Disney-film. Det unikke tegnefilmhistoriske materiale er ovenikøbet tilgængeligt online.
       Læs mere om Cinematekets Disney-kavalkade på DFI's hjemmeside her.
       Læs mere om det filmhistoriske Disney-materiale på DFI's hjemmeside her.

How the Grinch Stole Christmas
Foruden bogen om the Grinch, har Dr. Seuss skrevet andre børnebøger fyldt med lune illustrationer, tossede rim og eventyrlige historier. De mest populære er allerede blevet til tegneserier og spillefilm. How the Grinch Stole Christmas (Grinchen: Julen er stjålet) blev filmatiseret med Jim Carrey i titelrollen i 2000; den endnu mere tossede The Cat in the Hat (2003) havde Mike Myers i titelrollen, mens Horton Hears a Who (Horton og støvfolket Hvem, 2008) var en 100% computeranimeret film med Jim Carrey og Steve Carell som voice-actors.


Karakterdesign
Der er stor forskel på Grinchen i Dr. Seuss' sort/hvide/røde streg og så Chuck Jones' syregrønne monster. Dr. Seuss' Grinch er noget mere rund og mild, mens Jones udnytter farve-tv-mediet til det fulde med det krasse grønne farve; den farve er så også med til at gøre ham mere ubehagelig at se på.
       Grinchens linjeomrids er gjort med sorte, grove (xeroxede) streger. Han har ingen skygger selv, og kaster heller ingen skygger. Til gengæld har han rynker i hovedet som er udført med samme sorte xerox-linjer. Et groft og upoleret udtryk, der står tydeligt frem i forhold til de minimalistiske, simple baggrunde. Bemærk også at Grinchens linjer er helt sorte, mens f.eks. hunden Max' linjer matcher fyldfarven — det gør Max en tand mere naturlig og "realistisk" at se på, mens de sorte streger blot gør Grinchen mere kras og uhyggelig.
Grinchen animeres desuden i 90% af filmen med den billige tv-lagkageteknik, hvor kun dele af karakteren animeres, mens de stillestående elementer (øjnene f.eks.) er en freezeframe. Til gengæld er der også glimtvis spor af genialitet og kreativitet: Da den skumle plan udklækkes i hans hjerne, understreges det af et nærmest SKRÆMMENDE, fuldanimeret nærbillede af Grinchen, hvor det uhyggelige smil bare bliver ved og ved og ved indtil ansigtet krøller sig helt sammen i rynker og folder, mens pelsen på toppen af hovedet også krøller sig sammen.

Øverst: Dr. Seuss' egne illustrationer fra børnebogen. Nederst: Chuck Jones' iscenesættelse af samme scener i tegnefilmen. 
       Scenen hvor Grinchen efterlader en minimal brødkrumme til musen i huset er i tegnefilmen skrevet om til at Grinchen tager selv den allersidste brødkrumme med sig — igen understreges det negative i Grinchen, som således fjerner sig fra den smilende Grinchen i Dr. Seuss' originaltekst og -tegning. Det andet illustrationspar tydeliggør den manglende detaljegrad og det flade look i tegnefilmen samt de billige produktionsomkostninger som Chuck Jones har været underlagt.

Vrøvle-vers og parodier
Der er flere lighedspunkter mellem How the Grinch Stole Christmas og Lewis Carrolls Alice's Adventures in Wonderland — ikke mindst når det gælder brugen af vrøvlevers og nonsensrim til at pege fingre af etablissementet.
       I Alice... får vi f.eks. følgende lille vers:
Twinkle, twinkle, little bat
How I wonder what you’re at!
Up above the world you fly
Like a tea-tray in the sky.
... som i virkeligheden er en parodisk omskrivning af Jane Taylors kendte børnesang, "The Star":
Twinkle, twinkle, little star,
How I wonder what you are!
Up above the world so high,
Like a diamond in the sky.
På samme måde i The Grinch... som i sig selv er en parodisk omskrivning af det kendte juledigt "A Visit from St. Nicholas" (også kendt som "Twas the Night Before Christmas") — en klassiker der gerne refereres til eller parodieres i alle mulige jule-sammenhænge. Mest kendt er måske Tim Burtons omskrivning til The Nightmare Before Christmas.
       "A Visit from St. Nicholas" kan læses online lige her.
       For flere sammenligninger af digtene i Alice..., læs Florence Milners artikel, "The Poems in Alice in Wonderland" fra 1903, men som er gengivet her inkl. digte og sangtekster.


Chuck Jones
Chuck Jones nåede sin karrieres højdepunkter mens han var hos Warner Bros. som instruktør, animator og idémand. Han skabte kendte og nu udødelige karakterer som Wile E. Coyote og Roadrunner (Grimm E. Ulv og Hjulben), men var også manden bag den måske bedste tegnefilm med Snurre Snup og Daffy overhovedet, "Duck Amuck" (1953):



I 1960erne var det også Chuck Jones og hans Sib 12 Tower Productions der skulle sparke nyt liv i de kendte Tom & Jerry-figurer der optrådte i Hanna—Barberas elskede kortfilm fra 1940-50erne. Resultatet var dog både grimmere og kedeligere end de oprindelige tegnefilm. Se bare her:




Framegrabs
Baggrundsdesignet ændrer sig når Grinchens julekup ruller af stablen. Til venstre de karrygule, regulære omgivelser i et af husene i Whoville — domineret af vandrette linjer på trods af den skøre Who-maskine. Til højre, Grinchen i færd med at røve i forvredet frøperspektiv — nu med et grønt skær over væggene.


Chuck Jones matchfader mellem Grinchen og hans tankespind flere gange. Første gang så det ser ud som om de larmende Who-børn nærmest kommer løbende, jublende ud af hans eget hoved (ligger der mon en latent dybde-psykologisk tolkning gemt her, mr. Jones?)


Det andet matchfade sker mellem en trommende Who, hvor de larmende trommestikker fortsætter med at hamre løs på Grinchens hoved.


Det tredje og mest interessante sker mellem et jordbær som samles op af lille uskyldige Cindy Lou og så Grinchens røde pupil. Der er dybest set tale om et ret avanceret set-up på den scene, hvor Cindy Lou afslører Grinchen under plyndringen. Her er det en rød glaskugle, hun samler op og rækker ham. (Og her skal der slet ikke tolkes på jordbæret og øjet som symbol...)


Til sidst i filmen bliver den gennemgående øjenmetafor endnu tydeligere da Grinchen ændrer øjenfarve som følge af Who'ernes reaktion på hans plyndring — og dermed filmens morale. Baggrundens farveskrift er næsten endnu mere tydeligt, og efter Grinchens erkendelse begynder den at fade langsomt mellem gul og rød, som for at understrege den positive energi der ligger i den nyopdagede indsigt.


Læg også mærke til ligheden der er mellem Cindy Lou og Grinchens øjendesign helt til sidst i filmen.



The Snowman
Modsat How the Grinch Stole Christmas så er The Snowman en film der skal opleves på grund af animationen. Derfor er der ikke så mange framegrabs til denne tegnefilm.
       Baggrunds- og karakterdesign er i høj grad løftet og lånt fra Raymond Briggs' smukke børnebog, der kun består af ordløse billeder.


Og her er scenen som den gengives i tegnefilmen. Farveblyantsdesignet er bevaret, hvilket giver et unikt og organisk, levende look. Det ligner simpelthen blyantstegninger der vækkes til live på magisk vis — ligesom snemanden i scenen. Læg også mærke til de dæmpede, matte farver; i denne nattescene bliver sneen den primære lyskilde — og igen er rige fortolkningsmuligheder...




Læs videre om The Snowman
"I Don't Believe in Happy Endings". Interview med Raymond Briggs, bragt i the Telegraph, 24. december 2007.
"The Six Notes that Changed My Life". Interview med komponisten Howard Blake, bragt i the Telegraph, 6. december 2006.


Næste episode
I episode 16 af SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST fortsætter julehyggen, når det skal handle om en "dansk" juleklassiker — i hvert fald en juleklassiker på dansk tv. Disneys juleshow kan stadig samle omkring 700.000 seere, når det løber over skærmen om eftermiddagen d. 24. december. Hvis du også er trofast seer af denne amerkansk/danske tv-special og har lyst til tage forsmag på al juleriet, så lyt med når Tegnefilmpodcasten er tilbage igen d. 18. december. Det bliver en fest!