Ep. 3: Japanimation!

Denne gang handler podcasten ikke om én specifik film, men om en hel genre/medie for sig: Anime. Martin dykker ned under overfladen på de eksotiske og "anderledes" japanske tegnefilm og forklarer hvorfor de ser ud som de gør.
     Det bliver bl.a. til en hurtig gang filmhistorie om produktionsforholdene efter 2. verdenskrig i Japan, men ellers lægges vægten på anime's måde at fortælle historier på. I forthold til amerikanske cartoons er japansk anime præget af stor mangfoldighed i fortællingerne såvel som i målgrupperne. Det ujapanske karakterdesign og den tilsyneladende uperfekte animationsteknik kommenteres også. Til sidst rundes der af med de tre kernetemaer, hvis unikke sammenblanding på kryds og tværs gør anime til anime: Apokalypsen, karnevallet og melankolien. Det er ud fra disse tre temaer/følelser/stemninger at al anime går — disse tre temaer er grundpillerne i animes unikke fortællinger, animationsstil og karakterdesign.
     Husk: Du er altid velkommen til at skrive en hilsen eller komme med rettelser, forslag til kommende tegnefilm osv. osv. — alt sammen i kommentarfeltet nedenfor.

Kommenteret litteraturliste

• Trish Ledoux & Doug Ranney, The Complete Anime Guide: Japanese Animation — Film Directory & Resource Guide. 2nd Edition. Tiger Mountain Press, 1997.
• Gilles Poitras, "Contemporary Anime in Japanese Pop Culture" i Japanese Visual Culture: Explorations in the World of Manga and Anime. Ed. Mark W. MacWilliams. M.E. Sharpe, 2008. pp. 48-67.
• Susan J. Napier, Anime — From Akira to Howl's Moving Castle. Experiencing Contemporary Japanese Animation. Updated Edition. Palgrave Macmillan, 2005.

Selv om The Complete Anime Guide har en hel del år på bagen, så holder dens introducerende kapitler egentlig meget godt. Der er tale om en kort introduktion til anime som mediet med gode filmhistoriske pointer og kommentarer om anime-stilen. Dernæst følger en kommenteret gennemgang af japanske tv-serier på amerikansk tv i perioden 1963-1996. Og til sidst en introduktion til fire genrer som Ledoux og Ranney synes er unikke for anime — de går så langt som til næsten at argumentere for at genrerne næsten er opfundet af anime-tegnere/forfattere, hvilket er helt ude i skoven; genrerne er ikke unikke for anime, men stammer alle vegne fra — anime har blot ladet sig inspirere og formet dem til sine egne. Det drejer sig om: cyberpunk, science fiction med robotter, horror og den romantiske komedie.

     Jeg må med skam melde at Gilles Poitras' artikel, "Contemporary Anime in Japanese Pop Culture" er den eneste artikel jeg har nået at læse fra Japanese Visual Culture. Poitras giver en mere præcis historisk gennemgang af japansk tegnefilm; han nøjes ikke med dem der har haft premiere i USA, men fokuserer alene på Japan. Hvert årti får sit eget lille afsnit, så det hele er meget overskueligt, og han forklarer animes udvikling fra genre til medie. Poitras slutter af med kort at sammenligne animes indhold, fortællemetoder, stil og produktionsvilkår med amerikanske tegnefilm. Must-read!
     Susan Napiers Anime... er min personlige bibel — i hvert fald indtil jeg finder noget bedre. Napier introducerer de tre kernetemaer i starten af bogen; de engelske termer hun bruger er The Apocalypse, the Festival og the Elegiac. Napier ser anime som et globalt, postmoderne medie, der vil fortsætte med at tilpasse sig, så både seere i både USA/Vesten og Japan/Østen vil fortsætte med at synes det er eksotisk og spændende. Dernæst går hun i krig med en lang række anime-film og -serier; hun giver analyser og fortolkninger med perspektivering til det japanske samfund og den japanske (kultur)historie i emnebaserede kapitler. Det er meget inspirerende og spændende læsning. Til gengæld viger hun konsekvent uden om at inddrage de tegnefilmiske virkemidler; animes karakterdesign og animationsstil er hun f.eks. lige lovlig hurtig til at affeje som ligegyldige! Bortset fra denne MEGET VÆSENTLIGE ANKE, så er Anime... klart anbefalelsesværdig.

Frame grabs

The Girl Who Leapt Through Time indeholder flere eksempler på kreativ minimalistisk animation. I øverste indstilling er karaktererne i baggrunden nødtørftigt animeret. Volleyball-pigerne står f.eks. forholdsvis stille og kun pigen der har kontakt med bolden bevæger sig. I nederste indstilling er alt i billedet ubevægeligt; kun kameraet tracker langsomt tættere på og skaber en minimal (næsten usynlig) bevægelse i billedet.

Summer Wars: Scenen hvor familiens sorte får, Wabisuke, vender hjem er et par minutter lang men indholder hele 9 forskellige kameraindstillinger (9 forskellige baggrundsdesign) i forskellige perspektiver, som også komplicerer karakterdesignet, der skal passe til det enkelte perspektiv. Scenen er desuden klippet ret hurtigt jf. kontinuitetsreglerne, hvilket altsammen giver Summer Wars visuel styke og samtidig gør den lækker filmisk at se på.

Filmklip

Første afsnit af Osamu Tezukas Astro Boy (1963) i den amerikanske udgave; læg mærke til introsangen og fortællerstemmen, der tydeligt signalerer at serien skal henvende sig til en meget ung målgruppe.


Og første afsnit af Astro Boy i den oprindelige japanske udgave. Allerede i første scene bliver vi hevet igennem alle tre anime-følelser: Karnevallet, apokalypsen og melankolien. Hvor mange andre tv-tegnefilmserier fra 1960erne kan vi komme på, hvor hovedpersonen (en lille dreng) bliver slået ihjel i en bilulykke inden for de første fem minutter? Hvem sagde RoboCop?


FLCL (aka Fooly Cooly aka Furi kuri, kært barn har mange navne!) episode 1. Alene i de første 10 minutter kommer vi ud i følelsesregistrene — fra den dybe, alvorlige følelse af melankoli, savn og nostalgi til det karnevalske, det overdrevne og totalt syrefjollede. Læg mærke til hvordan animationsstilen markerer skiftet i følelse/stemning — og at begge animationsstilarter (i henholdsvis melankoli-mode og karneval-mode) er tydeligt anime-agtige. Visualiteten er kreativ, voldsom og overdrevet gakket i referencerne til film og manga.


Trailer til Disney-studiernes The Princess and the Frog. Budget: $105 mio.


Trailer til Hayao Miyazakis Ponyo. Budget: $34 mio. Også i trailerne til begge film fornemmer man tydeligt forskellene på de to film: Baggrundsdesignet hos Disney er (som vi har lært det skal være) hyper-realistisk og fotorealistisk, mens det i Miyazaki-filmen er ikonografisk og ligner en børnetegning malet med farvekridt — det passer fint til filmen, der følger den lille dreng Sosuke.
     I Princess and the Frog er karakterdesign og -animation teknisk set veludført og smukt karikeret med brug af squash-and-stretch-effekter, masser af skygger og highlights — og et kropssprog der ville gøre enhver mimer glødende jaloux. Karaktererne i Ponyo har ikke nær den samme detaljegrad men matcher de simple baggrunde; de er grovere designet uden brug af skygger og highlights. Til gengæld har Miyazaki brugt meget af budgettet på at animere havet (således at baggrundene i visse scener også animeres = meget besværligt = meget dyrt), der spiller en afgørende rolle i filmen — det bliver næsten en karakter i sig selv. Karakteranimationen er også tonet gevaldigt ned i Ponyo og virker langt fra så overspillet som i Princess and the Frog — til gengæld virker Sosukes bevægelser mere "realistiske".
     Læg også mærke til hvor svær Ponyo er at genrebestemme i forhold til Princess and the Frog.


Melankoli for alle pengene i traileren til The Girl who Leapt Through Time.