Ep. 4: Phineas and Ferb

Så drager tegnefilmpodcasten til USA for at kigge på en af de helt store hitserier på Disney Channel, Phineas and Ferb. Her varer hvert afsnit 10-11 minutter og leverer op til tre-fire handlingstråde og adskillige genrer som flettes sammen på kryds og tværs. Så hvad er mere oplagt end at kigge på fortællemetode, genre og tema? Jeg prøver at finde ud af hvordan det hele spiller sammen med karakterdesign og animation — primært af vor helt Phineas, storesøster Candace og den oooooonde Dr. Doofenschmirtz.

Dvd

Disney har netop udsendt 10 episoder af serien på reg.2-dvd i England — dvs. den har engelsk tale og tekst. Reelt er der kun tale om 8 episoder, fordi de to af dem er dobbeltafsnit, men det er under alle omstændigheder disse episoder som jeg refererer til i podcasten. Og de 8 episoder er desuden hentet i sådan lidt tilfældig rækkefølge fra sæson 1. Det drejer sig om følgende episoder:

• "The Fast and the Phineas"
• "Lawn Gnome Beach Party of Terror"
• "Are You My Mummy?"
• "Flop Starz"
• "Raging Bully"
• "Lights, Candace, Action!"
• "It's About Time!" (dobbeltafsnit)
• "One Good Scare Ought To Do It" (dobbeltafsnit)

Derudover indeholder dvd'ens ekstramateriale Dan Povenmire og Jeff 'Swampy' Marshs dummy som fik Disney overtalt til at gå videre med projektet: Povenmire og Marsh affotograferede storyboardet til den episode der hedder "Rollercoaster" og Povenmire indtalte derefter alle stemmerne.

Kommenterede framegrabs

Introsekvensen til Phineas and Ferb varsler tydeligt seriens karakterdesign: Phineas’ hoved er trekantet, Ferbs rektangulært, og de geometriske former finder også vej til baggrundsdesignet. Særligt trekanterne er tydelige som mønster.

       Ud af alle framegrabbene fra intromontagen er kun ét billedes baggrundsdesign præget af halvcirkulære former — Candaces hovedform — og kun i den korte indstilling, hvor hun tæsker løs på drengene i Whack-a-Pest-maskinen. Det er som om serien vil understrege Phineas’ positive indflydelse på sine omgivelser og karaktererne i disse omgivelser. Resten af introen fokuserer på trekanter i kombination med animation af drengenes projekter og nydelsesfulde udfoldelser.
       Mest tydeligt bliver nydelsen når Ferbs aflange hoved squash-and-stretch-animeres; det bliver på den måde både mere levende og gummiagtigt. Ellers er animationen af drengenes nydelse ret afmålt og næsten deadpan — det vigtigste element ser ud til at være animationen af deres kuglerunde øjne der lukkes, mens de smiler. Det er selve eventen / projektet / den øjeblikkelige oplevelse, der er central — ikke hvad drengene får ud af det bagefter.
       Læg desuden mærke til farvepaletten, der domineres af stærke, strålende farver, som associerer til slik, jf. skaberne Marsh og Povenmire, og desuden matcher drengenes fantasifulde sommerferieprojekter. (Sammenlign med farvepaletten i Doofenschmirtz’ flashbacks nedenfor.)

Hvor animationen af Phineas og Ferb er præget af en udstrakt grad af deadpan minimalisme, er det en helt anden snak med Candace: Hun er mange gange mere udtryksfuld i hendes mimik og gestikulationer — til en sådan grad at hendes overdrivelser bibringer serien ekstra slapstick-humor. På et mere analyserende plan kan man sige, at Candaces mange udtryksmuligheder også gør hende til en mere interessant karakter med mange facetter og problemer at slås med i forhold til Phineas og Ferb f.eks.

I episoden “The Fast and the Phineas” animeres hendes hurtige bevægelser ind og ud af framen med tydelig squash-and-stretch med tilhørende effektlyde der understreger hendes overdrevne hurtighed. I andre scener udsættes Candace for metamorfose-animation, når hendes karakterdesign ændrer sig on-screen — f.eks. da hun udsættes for udstødningsos fra racerbilerne. I en anden scene afbilledes hun i slowmotion på en storskærm, hvilket understreger overdrivelserne i animationen af hende på et næsten metaagtigt plan.

I episoden “Flop Starz” har Candace særligt svært ved at styre situationen. Her sniger trekanterne sig allerede ind i baggrunden før hun er blevet kåret som deltager nr. 100; da hun kommer op på scenen og skal synge duet med Phineas lægges der flere animerede lag ind i baggrunden; transparente trekanter, stjerneskud og hjerter danser bag Phineas og Ferb og deres korpiger. Farvepaletten ændres også, så alting bliver en eller anden variant af rosa — kærlighedens / følelsernes farve. Det matches godt af selve karakteranimationen af særligt Phineas, der har lukkede øjne og smilende synger de intetsigende lydord. Phineas og Ferbs sangprojekt har så stor indflydelse på omgivelserne at der også opstår animerede hjerter over publikum, som på den måde bliver en del af oplevelsen.
       Den eneste Phineas har svært ved at nå er Candace, hvilket tydeliggøres da musik og effektlydene brat stopper, kameraet skifter fra mange varierede (anført af halvnære og nære) indstillinger og klipningen bremses op i en lang totalindstilling. Animationen minimeres også til få og stive bevægelser hos den rasende og forbløffede Candace.

Den onde videnskabsmand, Dr. Heintz Doofenschmirtz, har visse designmæssige ligheder med Phineas: den trekantede hovedfacon, strithåret, kugleøjnene — men alligevel er der stor forskel. Doofenschmirtz er nok opfindsom men besidder også den voksnes erfaring, hvor Phineas er opfindsom af et mere uskyldigt hjerte. Hvor Phineas kun har ét mål med sine projekter — glæden ved at udføre dem — så vrimler det med skeletter i skabet og skjulte bagtanker hos Doofenschmirtz. Det giver sig udslag i et markant anderledes udtryk hos Doofenschmirtz: Øjnene har sorte rander og tydelige øjenbryn, der giver mange flere muligheder for overdreven mimik; håret er kedeligt brunt; og det trekantede hoved er blevet blødere og mere ordinært — den tydeligste trekantshjørne vender nedad i form af Doofenschmirtz’ hage. Phineas’ design er således langt mere eksperimenterende, men man kan finde spor af det i Doofenschmirtz.
       Derudover minder animationen af Doofenschmirtz til tider om animationen af Candace; og de to karakterer deler da også de skumle bagtanker og håbet om at kunne hævde sig selv og finde en eller anden form for retfærdighed i verden. Læg særligt mærke til nederste indstillings tydelige squash-and-stretch-animation — det er lige før der er tale om et helt designskifte hos Doofenschmirtz, altså metamorfose-animation.

Phineas and Ferb bruger gerne Doofenschmirtz’ barndomsminder til at implementere en eller anden form for metahumor. Først og fremmest fordi minderne og flashbackene bygger på tykke psykologi-klicheer om den dårlige opvækst samt fordomme om tysk folkekultur. Men også fordi selve præsentationen (som i episoden “Lawn Gnome Beach Party of Terror”) tydeliggør en medie-i-mediet-effekt: Ikke nok med at Doofenschmirtz stirrer direkte ud på os, når han introducerer sit flashback — flashbacket dukker også op på en stor fladskærm bag ham, og så holder han en tydelig rød lommelygte under sit ansigt. Han iscenesætter således sig selv som den ultimative (klicheudgave af den) gale videnskabsmand.
       Selve flashbackene er desuden iscenesat med falmede kloakfarver i brune, grønne, grå nuancer. Det er en temmelig farveløs barndom Doofenschmirtz kan tænke tilbage på — en skarp og tydelig kontrast til Phineas’ slik-farvede barndom.
       De traumatiske flashbacks forklarer i første omgang hvorfor Doofenschmirtz lader sig korrumpere og ender med at bruge sin opfindsomhed og kreativitet til selvhævdende projekter — modsat Phineas. Men skal man følge Doofenschmirtz egen selviscenesættelse helt til dørs, bliver man faktisk også nødt til at sætte spørgsmålstegn ved hans flashbacks: Er de netop ikke så overdrevne og klichefyldte, at de kun kan være den rene og skære selviscenesættelse — pure opspind der skal undskylde hans onde projekter?
       Uanset hvad, så bevirker seriens metahumor og legen med mediet-i-mediet at Doofenschmirtz bliver både en sjovere, ynkeligere og mere kompleks og uberegnelig superskurk.

Perry forvandler sig til Agent P via tydelig squash-and-stretch og metamorfose-animation. Øjnene i frame 4 og hatten i frame 7 og 8 er mest tydeligt stretched, men læg også mærke til alle de andre småændringer i hans fysiske fremtoning: halen, øjnene, håret, føddernes position, kløerne der bliver til hænder, samt armen i de sidste par indstillinger der tilsyneladende kan forlænges. Han forvandler sig fra et ikonografisk næbdyr til et ikonografisk og antropomorft næbdyr. Og når metamorfose-animationen sker så hurtigt som i Phineas and Ferb fjerner det fokus fra Perrys forvandling og selve rolleskiftet og fokuserer alene på Perrys to forskellige roller.
       Humoren omkring Perry opstår primært i karakterdesignet; Perry minder på ingen måde om et næbdyr, men har en turkis fyldfarve og udstående øjne de vender hver sin vej. Det bliver da også kun ekstra sjovt når det så viser sig at Perry også er en hemmelig superagent — man kan sige at de tre forskellige roller forbundet med Perry (næbdyr, husdyr, superhelt) på ingen måde passer sammen, og at der opstår visuelle gags, når de tre roller skal kædes sammen: et toilet er ikke bare et toilet, men også et transportrør til Agent Ps hemmelige hideout — med alle de ubekvemheder det giver, når de tre roller (og de tilhørende arenaer) skal forenes.

Links til artikler

• Gavin Edwards, "Geek Hit Phineas and Ferb, From Butcher Paper to Boob Tube" i Wired, november 2010. Kan læses online her.
• Joe Strike, "From Dan and Swampy Emerges Phineas and Ferb" på AWN.com, februar 2008. Kan læses online her.