fredag den 16. december 2011

Ep. 16: Disneys Juleshow,
Fra alle os til alle jer



Fra alle os til alle jer eller Disneys Juleshow er blevet en ægte institution i dansk tv, et koryfæ som der ikke skal røres for meget ved — og som derved følger utallige andre juletraditioner.
       Derfor skal 2011's sidste episode af SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST da selvfølgelig handle om netop Disneys Juleshow — og i særdeleshed om de to kortfilm, Donald's Snow Fight (1942) og Pluto's Christmas Tree (1952). Begge tegnefilm er embeddet nedenfor.
       Vanen tro sender DR1 Disneys Juleshow på Juleaftensdag, d. 24. december, kl. 16:00.

Walt Disney Treasures
Begge kortfilm kan ses i deres fulde længde på de to fantastiske dobbelt-dvd-samlinger fra Walt Disney Treasures: Donald's Snow Fight er på The Chronological Donald Volume 2, mens Pluto's Christmas Tree findes på Mickey Mouse in Living Colour Volume 2. Her er også et væld af andre kortfilm med både Mickey Mouse og Anders And, som ellers er svære at opdrive noget andet sted, samt en herlig samling ekstramateriale om og fra perioden.
       Det eneste problem er at de to samlinger (sammen med resten af Walt Disney Treasures) er ved at udgå, og at det ikke ser ud som om Disney har tænkt sig at re-release dem på denne måde foreløbigt.  Derfor skal man være hurtigt ude...
       Alle danske filmnørders mekka, Laserdisken, har begge film listet op på deres website. Så længe det varer.
       Læs mere om både de danske og amerikanske udgivelser i Walt Disney Treasures på DVDisney.

Læs videre om Disneys Juleshow

Ægte Disney-jul: "Når du ser et stjerneskud"
Med sangen "Når du ser et stjerneskud" forbinder Disney alt det som Walt stod for med alt det som de fleste af os forbinder med julen: Familien, sentimentalitet, nostalgi og de religiøse undertoner forbundet med ønske-/julestjernen/-stearinlyset.



Disneys kortfilm — i highlights


Steamboat Willie (1928), den første tegnefilm med lyd. Læg mærke til den primitive og til dels aggressive Mickey Mouse.


The Skeleton Dance (1929), den første tegnefilm i Walts eksperimenterende "Silly Symphony"-serie, hvor det handlede mere om stemning, musik og animation.


Flowes and Trees (1932), den første tegnefilm — OG realfilm — i farve. Walt havde tæft nok til at sikre sig alle rettigheder til brug af Technicolor for en femårig periode, hvilket selvfølgelig gav ham et forspring i forhold til andre tegnefilmproducenter.


Clock Cleaners (1937): Frustrationskomik vs. eventyrlystent trekløver, Mickey Mouse, Anders And, Fedtmule. Mickey kæmper mod en stork, Anders mod noget genstridig fjedermekanik og Fedtmule kæmper mod hele klokkespillet udenfor.


Lonesome Ghosts (1937): Mere frustrationskomik — scenen hvor Fedtmule kæmper mod "sit eget spejlbillede" er et alletiders eksempel på hvor meget Disneys gag-mænd kunne malke én enkelt gag.


The Whalers (1938): Mickey kæmper mod bølgerne, Fedtmule kæmper med en kanon og Anders mod en pelikan og en støvle.


Donald's Snow Fight (1942): Visuelle gags, høj fart og tempo og en reference til Pearl Harbor midt i det hele? Se framegrabs nedenfor...


Der Fuehrer's Face (1943): En af de mest kendte propagandafilm som Disney producerede under krigen. Anders And spillede som regel hovedrollerne i disse film; i denne har han rollen som menig nazist under Hitlers regime.


Pluto's Christmas Tree (1952): Merviden-suspense og fortællemæssig logik — i hvert fald i forhold til Donald's Snow Fight — og så viser filmen også Disney-animatorernes evner til at skabe empati. Se framegrabs nedenfor...


Donald's Snow Fight: Visuelle gags
 

Og så den visuelle gag som kan være Disneys reference til december 1941's angreb på Pearl Harbor. Eller også er det et tilfælde...



Donald's Snow Fight: Animation i høj fart


Pluto's Christmas Tree: Merviden-suspense
Merviden-suspense er det som suspense-instruktøren Alfred Hitchcock gjorde til sit varemærke: Når fortælleren og publikum ved mere end karaktererne — med det resultatet at vi i f.eks. gyserfilm sidder og råber til hovedpersonen, at hun skal vende sig om, fordi den maskerede morder står lige bag hende. Det kan også bruges komisk — som i Disneys tegnefilm. I begge tilfælde kan en af sidegevinsterne være, at der opbygges sympati og empati med den pågældende karakter hos publikum.

Pluto's Christmas Tree: Plutos animerede følelser
Walts mantra var at animationen skal komme inde fra karakteren. Den måde en karakter bevæger sig på starter altid inde i karakteren, således at animationen altid afspejler følelser. Og følelser i tegnefilm var yderst vigtigt for Walt — hans største opgave til sine animatorer i forbindelse med Snehvide... var netop at de skulle sørge for at publikum glemte at der var tale om en tegnefilm fordi de havde travlt med at investere deres følelser i karaktererne. Det lykkedes og blev grundstenen i Disneys animation.


Næste episode:
I episode 17 af SÅ ER DER TEGNEFILM PODCAST skyder vi 2012 i gang med et brag af en animé, nemlig den temmeligt hypede Redline (af mange udråbt anime-fans til vor tids Akira og til på ny at åbne dørene til vesten for japansk tegnefilm). Find ud af om Redline kan stå distancen. Tegnefilmpodcasten #17 forventes online d. 1. januar 2012.

8 kommentarer:

  1. Hej
    Tak for en super blog + podcast - har lige opdaget den og bliver hængende :)
    Mht. ”Pluto's Christmas Tree”, så har jeg læst et sted, at den afløste ”Donald Duck - Toy Tinkers” http://www.youtube.com/watch?v=miEi3F8s8H8 som er en del sjovere og barsk.
    Kender du noget til det og begrundelsen bag? Er det kun i Danmark, man har valgt at skifte Anders ud med Pluto?

    SvarSlet
  2. Tak for din hilsen og ros, Jais.

    Jeg er lidt på bar bund mht. "Toy Tinkers", men hælder til den begrundelse at den nok var for barsk til Danmarks Radio og børnene, da DR begyndte at sende FRA ALLE OS TIL ALLE JER i 1970. Men jeg har ikke belæg for det. :)

    Glædelig jul og godt nytår til dig.

    Mange julehilsner
    Martin

    SvarSlet
    Svar
    1. Den var med i starten og det var trist at den blev erstattet

      Slet
  3. Jais,

    Lige en hurtig opfølgning efter hurtig indsats fra Brian Iskov fra Bries Blog-o-rama: Ifølge Jakob Stegelmann var det Disney-koncernen selv der trak "Toy Tinkers" ud af showet i 1980erne. Læs mere her: http://disneyonline.dk/news/?id=835.

    Tak til Brian Iskov, og nok engang GLÆDELIG JUL allesammen.

    SvarSlet
  4. Her er den oprindelige artikel fra dr.dk om censuren af "Toy Tinkers":

    http://www.dr.dk/DR2/Artikler/disney+censur.htm

    Også god jul herfra!

    *<[]:,)

    SvarSlet
  5. Er der en af jer der ved hvad den melodi hedder, som er med i disneys juleshow.. Lige op til der hvor Pluto får klistret en etiket for munden.. Den er også med i Chevy Chase's "Fars fede juleferie".
    Please hjælp, Jeg går og fløjter den melodi på arbejdet, og så er det blevet pålagt mig at finde den rigtigt ;)
    Mvh Ronni Fryba Christensen ( fryba81@gmail.com )

    SvarSlet
  6. Hej Ronni,

    Tak for hilsnen. Det er da "Deck the Halls", en kendt engelsk julesang — her fremført af Disney-figurerne.

    Dbh. Martin

    SvarSlet