lørdag den 5. maj 2012

Ep. 26: Persepolis



TEGNEFILMPODCASTEN er nået til tredje og sidste episode i denne sæsons særlige filmkavalkade, "Tegnefilm i sort/hvid". Vi lukker og slukker med den fantastiske Persepolis skrevet og instrueret af Marjane Satrapi, baseret på hendes egne graphic novels (udgivet på dansk af Carlsen). Som så også er baseret på hendes egne erindringer fra barndoms- og ungdomsår i Iran fra 1978 og fremefter.
       Persepolis kommer aldrig til at virke direkte realhistorisk eller realpolitisk, men intentionen er klar: Marjane Satrapi ønsker at brede sin historie ud til et internationalt — især vestligt publikum; tegnefilmen handler først og fremmest om hvad krig og diktatur gør ved mennesker — ikke iranere, men almindelige mennesker. Persepolis' karakterdesign og baggrundsdesign er i høj grad med til at gøre tegnefilmen universel og ikke låse den fast i en særlig tid, i et særligt sted.
       Episode 26 af TEGNEFILMPODCASTEN byder også på et interview med Steve Henderson fra den britiske animationpodcast, Skwigly Podcast. Vi prøver sammen at finde ud af hvorfor vor tids tegnefilm ser så billige / minimalistiske ud.
       Persepolis kan købes på både dvd og blu-ray hos allesammen yndlingsfilmbutik, Laserdisken i Aalborg — lige her.
       Episode 26 af TEGNEFILMPODCASTEN ser derfor således ud:
  • 00:00 Intro + debat om tegnefilmens moderne, minimalistiske (billige?) stil. Gæst: Steve Henderson, Skwigly Podcast.
  • 22:24 Anmeldelse af Persepolis
  • 32:35 Karakterdesign: Inspiration fra 1970-80ernes tegnefilm
  • 42:00 Baggrundsdesign: Ekspressionisme & neo-realisme
  • 48:25 Ekstramateriale på Persepolis-blu-rayen
  • 51:54 Outro + næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN


Persepolis-trailer:



Interview med Steve Henderson, Skwigly Podcast
Steve Henderson
Steve Henderson og Ben Mitchell er værterne på den engelske (britisk-engelske) animationpodcast, Skwigly Podcast. Første episode har bl.a. interview med Aardman's Peter Lord og nyt om de såkaldte "tax breaks" som Parlamentet har vedtaget at indføre for den engelske animationsbranche.
Besøg bloggen SKWIGLY ANIMATION MAGAZINE og lyt til THE SKWIGLY PODCAST lige her. Highly recommended!
Følg også @Skwigly på Twitter. Dagens "challenge" var at Skwiglys followers skulle tegne deres egen udgave af Edvard Muchs "Skriget" — med dem selv i hovedrollen!

I interviewet nævnes følgende tv-tegnefilmserier fra de engelske tegnefilmproducenter Astly Baker Davies Ltd. Besøg dem lige her, se klip fra deres serier og udforsk den simple, børnevenlige stil.


Beavis and Butt-head nævnes som en oplagt ungdomsserie som den simple stil har fundet vej over til. Her er det manuskriptet og den improviserede dialog der primært skaber humoren — ikke animationen.

Beavis og Butt-head i den nye serie.

De nævnte animatorer, Bob Clampett, Chuck Jones og Tex Avery er alle kendt for at have arbejdet på Warner Bros.' Looney Tunes kortfilm, hvor komikken i høj grad skabes i de visuelle/animerede gags og ikke i dialogen.
       Og spørgsmålet (som desværre aldrig stilles i interviewet) er så: Hvad er der mest kvalitet i — hvad holder længst? En tegnefilm med dialogbåren humor? Eller en tegnefilm båret af en visuel humor? Og hvad koster flest penge at producere?
       Men hvad mener du om vor tids minimalistiske tegnefilm? Er det os seeres skyld at det ser sådan ud, er det producenternes, eller er det distributørerne der styrer showet her? Skriv en email til tegnefilmpodcast@gmail.com eller kommentér blogindlægget nedenfor.

Persepolis: Naivistisk karakterdesign
Stilen i Persepolis låner flittigt fra 1970-80ernes tegnefilm — særligt tv-tegnefilm.
       På Danmarks Radio (der jo havde tv-monopol omkring 1980) tegnede og animerede Rina Dahlerup og Hans Henrik Ley deres egne små tegnefilm og flyttefilm. Læs mere på Dansk Tegnefilms historie lige her.

Stills fra Hans Henrik Leys Susi.
En af mange forsideillustrationer af Rina Dahlerup.

Uden for Danmarks grænser dyrkede man også dette simple, barnligt uskyldige look. Historierne og animationen i Charles Schultz' film om Radiserne (USA, til venstre) og Gunilla Bergstrøms Alfons Åberg (Sverige, til højre) deler mange af trækkene i Persepolis.
       For en mere fyldig gennemgang, lyt til podcasten...



Baggrundsdesign: Ekspressionisme & neo-realisme
Mange af Persepolis' baggrunde er abstrakte (øverst), så filmens iranske tilhørsforhold skjules for seeren og vi bedre kan leve os ind i handlingen og karaktererne. Selv mere ikonografiske totaler og supertotaler (nederst) bringer ikke tankerne hen på Mellemøsten:



Marjies tøj skifter meget symbolsk farve i løbet af filmen, fra hvidt til sort, i takt med hendes udvikling og forståelse for hvad der sker i samfundet omkring hende. Endda så meget at det sorte (tørklæde) er ved at opsluge hende totalt. Det islamiske regime anonymiserer pigerne og fratager dem deres personlighed:



Midt i mørket findes lyset stadig i form af de illegale fester, som afholdes på trods af regimet, og hvor man kan nyde alkohol, musik og hinandens selskab. Symbolsk er festen bag den hvide dør i mørket:


Natten før Marjie skal sendes ud af Iran og til Europa i sikkerhed, sover hun med sin bedstemor. Filmens brug af sort som baggrundsdesign der smelter sammen og "overtager" karaktererne viser til fint den modløshed og paranoia der rammer Marjie på trods af at hun ligger i sin bedstemors trygge favn.



Persepolis benytter ikke kun ekspressionistiske træk som ovenfor. Filmen læner sig også op af den italienske neo-realisme. Særligt da bombningerne af Teheran begynder:





Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
I episode 27 står den på lytterønske. Jeg ser nærmere på Pinocchio and the Emperor of the Night (1987), som er en helt uautoriseret efterfølger til Disneys Pinocchio (1940). Den har fået kultstatus — og rygtet går at den er både mere syret og mere mørk end Disneys tegnefilm... Om det er godt eller skidt kan du høre søndag d. 20. maj, når TEGNEFILMPODCASTEN er tilbage igen.
       På genhør!

2 kommentarer:

  1. Hej Martin

    Jeg har problemer med at downloade/høre denne uges podcast.
    Jeg kan hverken downloade den fra min pc eller iphone. Den kan heller ikke høres her på hjemmesiden.
    Hvis jeg prøver at streame den direkte fra min iphone, popper der et vindue op hvor der står, at den ikke kunne oprette forbindelse til emilie og andreas.dk
    Er dette problem generelt eller er mit teknik, der er noget galt med?

    God weekend
    //Adam

    SvarSlet
  2. Hej Adam,

    Tak for din besked...

    Det er meget mystisk! Jeg havde ingen problemer med at downloade og access'e feed og den nye episode i iTunes da jeg havde uploadet det i nat. Nu kan jeg heller ikke få adgang til episoderne på iTunes eller via Podtrac-playeren! Og det selv om alle episoder stadig ligger fuldt tilgængelige på emilie-og-andreas.dk hos one.com. Det er feedet der er sket et eller andet mærkeligt med....

    Anyway, her er det direkte link til Persepolis-episoden, og så krydser vi fingre for at nogen får ordnet fejlen i en ruf... :)

    http://emilie-og-andreas.dk/tegnefilm/podcast/Ep26_Persepolis.mp3

    Fortsat god weekend retur til dig også.

    Dbh. Martin

    SvarSlet