Sommerferien står for døren, og i den anledning handler TEGNEFILMPODCASTEN om Mamoru Hosodas sommerlige anime, The Girl Who Leapt Through Time (2006). Det er i bund og grund en tidsrejsefilm, men hvor fokus ikke er på selve det dér med at rejse i tiden og alle de skæve paradokser og hurlumhej der kommer ud af det. Tværtimod handler filmen om hvad der sker med vores unge hovedperson, skolepigen Makoto, når hun prøver at udnytte tidsrejserne til at rette op på små fejl og mangler — for sig selv og siden hen for sine venner. Sagt kort: Det skaber bare flere og større problemer!
The Girl... er ude på blu-ray fra Manga UK. Den jeg har set kom i en fin combopakke sammen med Mamoru Hosodas anden (og bedre) anime, Summer Wars (2009). Billedet står pænt på The Girl... og der er både japansk og engelsk lydspor og tilhørende tekster. Der er til gengæld intet ekstramateriale — og det på trods af at Manga UK for nogle år siden udsendte en 2-disc Collector's Edition på dvd med ca. en times ekstramateriale og kommentarspor. Det er ikke ported over her, og det er sløvt, Manga UK.
Denne episode af TEGNEFILMPODCASTEN byder på et længere interview/samtale med Jeremy Graves og Jimi Hart, som til daglig sidder og laver the ANIME CHRONICLE PODCAST som handler om — ja, rigtigt gættet — anime! De snakker om anime generelt, Madhouse og Mamoru Hosoda og så runder vi også lige The Girl... og i særdeleshed 3. akt af filmen, som ikke fungerer for mig. Spørgsmålet er hvad Jeremy og Jimi siger til det... For ordens skyld er interviewet uden spoilers, så bare rolig!
Selve programmet for episode 30 af TEGNEFILMPODCASTEN ser derfor sådan ud:
- 00:00 Intro
- 07:43 Interview med Jeremy Graves og Jimi Hart, ANIME CHRONICLE UK PODCAST, del 1: Madhouse + anime-stilen generelt
- 21:35 Interview med Jeremy Graves og Jimi Hart, ANIME CHRONICLE UK PODCAST, del 2: The Girl Who Leapt Through Time + problemerne med 3. akt
- 32:36 Karakterdesign af Makoto + minimalistisk animation
- 39:42 Baggrundsdesign + layout med fortolkningsmuligheder
- 45:11 Outro + god sommer!
TEGNEFILMPODCASTEN tager på sommerferie, men vender tilbage søndag d. 26. august.
Madhouse: Anime som kultursammenstød
I snakken med Jeremy Graves og Jimi Hart nævnes følgende titler fra Madhouse: Death Note og Trigun:
Som eksempel på Madhouse's blanding af amerikansk kultur og japansk animationsstil fortæller Jeremy Graves om deres Marvel-serier, bl.a. X-Men og Wolverine.
Karakterdesign: Makoto, en flygtig karakter
Makoto er designet som en let og luftig karakter med et afdæmpet og neutralt farvevalg og et nærmest kønsløst design — i hvert fald i anime-regi. Hun ser nærmest drenget ud med den nærmest flade brystkasse og den tjavsede korte frisure. Bemærk også hendes mere skødesløse påklædning — hun er den eneste pige, der har polo-shirten siddende ude på nederdelen.
Derudover er detaljegraden i designet også med til at understrege hendes lethed og gøre hende til en flygtig karakter — en karakter der i nærbillede får mere klart definerede træk, men som i en halvtotal eller bare en halvnær nærmest begynder at fade væk og blive udvisket. The Girl Who Leapt Through Time er i det hele taget meget kontrastløs — f.eks. er der kun meget få og ubetydelige skygge og highlightseffekter. Sammen med de tynde linjeomrids der matcher fyldfarven er det med til at gøre karaktererne lette og luftige.
Denne flygtighed og lethed hos Makoto harmonerer rigtig godt med at filmens budskab jo er TIME WAITS FOR NO ONE, som der står på tavlen i fysikdepotet: Hendes rejse igennem filmen handler om at finde frem til det nære, det der betyder noget og holde fast i det — frem for at flygte fra problemerne og sig selv igennem tidsrejserne.
Baggrundsdesign: Elegant minimalisme
The Girl Who Leapt Through Time er bygget op om en række scener og locations, hvoraf flere genbruges flittigt igen og igen. Det er en smart måde at strække filmens sparsomme budget på — og det passer rigtig godt til netop denne historie. Det er alt lige fra den enkelte kameraindstilling over karakteranimationen til de mange baggrundsdesign, som genbruges.
Derudover er mange scener og locations kun dækket ind med én enkelt kameraindstilling og dermed kun ét baggrundsdesign. Det billiggør jo unægteligt også den enkelte scene. Samtidig bevirker det så at meget af layoutet er i halvtotal, total eller supertotal, så man netop kan dække scenen med kun én kameraindstilling.
Effekten af de her lange kameraindstillinger holdt i halvtotal / total / supertotal er at de først og fremmest bibringer en ro og en sindighed til historien, men også en distance til karaktererne — og så trækkes The Girl Who Leapt Through Time klart i den mere realistiske retning, hvilket selve baggrundsdesignets detaljegrad og fotorealistiske stil selvfølgelig hjælper med til.
Layout: Klaustrofobiske rammer
Mange indstillinger af Makoto sammen med vennerne er layoutet som profilindstillinger eller frontalindstillinger med en flad baggrund, der indrammer eller indkapsler karaktererne frem for at åbne verden op for dem via baggrundene.
Profilindstillingerne af Makoto og hendes to venner, Chiaki og Kousuke der bevæger sig fladt fra venstre mod højre understreger klart den fastlagte vej som de føler de må gå — og som de (føler de) ikke selv har nogen reel indflydelse på. De går bare og profilindstillingen — og til tider kameraets sidelæns tracking — understreger denne fastlåste bevægelse.
I disse to eksempler er der klart forskel på dybden i baggrunden, og Mamoru Hosoda bruger meget tydeligt baggrunden til højre til at illustrere en skillevej i Makotos liv. Her har hun et valg, og valget består under alle omstændigheder i at vælge noget andet end den fastlagte rute, som man ser til venstre.
Tilsvarende i denne scene, hvor baggrunden i første omgang synes diffus og lukket, men da der sker et skift i scenen og Makoto stilles over for et markant valg, klipper Mamoru Hosoda ud til supertotal og viser at verden faktisk er stor og åben, mulighederne mange, hvis bare Makoto ville se det. Skyerne er i øvrigt et tilbagevendende motiv hos Hosoda — ikke kun i The Girl Who Leapt Through Time men også i Summer Wars bruges de flittigt. Her bliver de en metafor for mulighederne i verden, men også at tiden går ubønhørligt videre.
Frontalindstillingerne understreger også Makotos følelse af at hele hendes liv er skrevet og designet for hende, uden at hun selv har indflydelse på det. Her kommer tegnefilmen simpelthen til at ligne filmet teater, som står Makoto, Chiaki og Kousuke på en scene, fanget og rammet ind af filmen selv (og ind i mellem også af rammer i rammen). I denne scene lærer Makoto at bryde ud af denne ramme og dermed smadre filmsproget, så den monotone frontal-indramning forsvinder og stilen bliver meget mere løssluppen og dynamisk.
Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
Nu står den på sommerferie, men TEGNEFILMPODCASTEN er tilbage med episode 31 søndag d. 26. august. Glæd dig til 3. sæson der byder på nye Hayao Miyzaki-tegnefilm på blu-ray, dansk tegnefilmkavalkade og Askepot i Diamond Edition.
Hav en rigtig god sommer — og på genhør!
I snakken med Jeremy Graves og Jimi Hart nævnes følgende titler fra Madhouse: Death Note og Trigun:
Som eksempel på Madhouse's blanding af amerikansk kultur og japansk animationsstil fortæller Jeremy Graves om deres Marvel-serier, bl.a. X-Men og Wolverine.
Karakterdesign: Makoto, en flygtig karakter
Makoto er designet som en let og luftig karakter med et afdæmpet og neutralt farvevalg og et nærmest kønsløst design — i hvert fald i anime-regi. Hun ser nærmest drenget ud med den nærmest flade brystkasse og den tjavsede korte frisure. Bemærk også hendes mere skødesløse påklædning — hun er den eneste pige, der har polo-shirten siddende ude på nederdelen.
Derudover er detaljegraden i designet også med til at understrege hendes lethed og gøre hende til en flygtig karakter — en karakter der i nærbillede får mere klart definerede træk, men som i en halvtotal eller bare en halvnær nærmest begynder at fade væk og blive udvisket. The Girl Who Leapt Through Time er i det hele taget meget kontrastløs — f.eks. er der kun meget få og ubetydelige skygge og highlightseffekter. Sammen med de tynde linjeomrids der matcher fyldfarven er det med til at gøre karaktererne lette og luftige.
Denne flygtighed og lethed hos Makoto harmonerer rigtig godt med at filmens budskab jo er TIME WAITS FOR NO ONE, som der står på tavlen i fysikdepotet: Hendes rejse igennem filmen handler om at finde frem til det nære, det der betyder noget og holde fast i det — frem for at flygte fra problemerne og sig selv igennem tidsrejserne.
Baggrundsdesign: Elegant minimalisme
The Girl Who Leapt Through Time er bygget op om en række scener og locations, hvoraf flere genbruges flittigt igen og igen. Det er en smart måde at strække filmens sparsomme budget på — og det passer rigtig godt til netop denne historie. Det er alt lige fra den enkelte kameraindstilling over karakteranimationen til de mange baggrundsdesign, som genbruges.
Derudover er mange scener og locations kun dækket ind med én enkelt kameraindstilling og dermed kun ét baggrundsdesign. Det billiggør jo unægteligt også den enkelte scene. Samtidig bevirker det så at meget af layoutet er i halvtotal, total eller supertotal, så man netop kan dække scenen med kun én kameraindstilling.
Effekten af de her lange kameraindstillinger holdt i halvtotal / total / supertotal er at de først og fremmest bibringer en ro og en sindighed til historien, men også en distance til karaktererne — og så trækkes The Girl Who Leapt Through Time klart i den mere realistiske retning, hvilket selve baggrundsdesignets detaljegrad og fotorealistiske stil selvfølgelig hjælper med til.
Layout: Klaustrofobiske rammer
Mange indstillinger af Makoto sammen med vennerne er layoutet som profilindstillinger eller frontalindstillinger med en flad baggrund, der indrammer eller indkapsler karaktererne frem for at åbne verden op for dem via baggrundene.
Profilindstillingerne af Makoto og hendes to venner, Chiaki og Kousuke der bevæger sig fladt fra venstre mod højre understreger klart den fastlagte vej som de føler de må gå — og som de (føler de) ikke selv har nogen reel indflydelse på. De går bare og profilindstillingen — og til tider kameraets sidelæns tracking — understreger denne fastlåste bevægelse.
I disse to eksempler er der klart forskel på dybden i baggrunden, og Mamoru Hosoda bruger meget tydeligt baggrunden til højre til at illustrere en skillevej i Makotos liv. Her har hun et valg, og valget består under alle omstændigheder i at vælge noget andet end den fastlagte rute, som man ser til venstre.
Tilsvarende i denne scene, hvor baggrunden i første omgang synes diffus og lukket, men da der sker et skift i scenen og Makoto stilles over for et markant valg, klipper Mamoru Hosoda ud til supertotal og viser at verden faktisk er stor og åben, mulighederne mange, hvis bare Makoto ville se det. Skyerne er i øvrigt et tilbagevendende motiv hos Hosoda — ikke kun i The Girl Who Leapt Through Time men også i Summer Wars bruges de flittigt. Her bliver de en metafor for mulighederne i verden, men også at tiden går ubønhørligt videre.
Frontalindstillingerne understreger også Makotos følelse af at hele hendes liv er skrevet og designet for hende, uden at hun selv har indflydelse på det. Her kommer tegnefilmen simpelthen til at ligne filmet teater, som står Makoto, Chiaki og Kousuke på en scene, fanget og rammet ind af filmen selv (og ind i mellem også af rammer i rammen). I denne scene lærer Makoto at bryde ud af denne ramme og dermed smadre filmsproget, så den monotone frontal-indramning forsvinder og stilen bliver meget mere løssluppen og dynamisk.
Næste episode af TEGNEFILMPODCASTEN
Nu står den på sommerferie, men TEGNEFILMPODCASTEN er tilbage med episode 31 søndag d. 26. august. Glæd dig til 3. sæson der byder på nye Hayao Miyzaki-tegnefilm på blu-ray, dansk tegnefilmkavalkade og Askepot i Diamond Edition.
Hav en rigtig god sommer — og på genhør!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar